Knivtyv stak af med kostbare knive: Løbet op af køkkenchef
Også en elev var med i jagten på en knivtyv, der slog til mod en restauration i Aalborg mandag eftermiddag
AALBORG: En tyveknægt havde mandag hen på eftermiddagen åbenbart brug for at få fat i nogle køkkenknive - måske skulle han sørge for aftensmaden derhjemme. I hvert fald indfandt han sig på en restauration i Aalborg, hvor han bad om at få restaurationens køkkenknive udleveret.
Påskuddet overfor personalet var, at de skulle slibes.
Det havde restaurationens køkkenchef dog ikke noget kendskab til, og køkkenchefen ville derfor lige tjekke med restaurationens chef, før knivene blev udleveret.
Der var nemlig tale om dyre knive - enkelte af dem koster således 5.000 kroner stykket.
Kunne ikke vente
Det kunne den utålmodige knivtyv dog ikke vente på, så han tog knivene og løb ud af køkkenet.
Køkkenchefen og en elev løb efter tyven, der var stukket af ud til en parkeret bil og havde smidt knivene ind ad et vindue i bilen.
Det lykkedes dog for køkkenchefen og eleven at generobre knivene fra tyveknægten, der stak af fra stedet i bilen. samlet var der tale om knive for 75.000 kroner, der var forsvundet, hvis ikke køkkenchefen og eleven havde handlet så snarrådigt.
Politiet arbejder nu på at finde frem til knivtyven.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.