Knoglehviskeren

"Kejserens port".

Ikke alle romaner ender godt, filosoferede Storm P. Men det er godt, at de ender! En vis udmattet lettelse indfinder sig således, når man har vendt sidste side i Christian Mørks thriller "Kejserens port", og fortællingen omsider giver sine udspekulerede overraskelser fra sig. Det begynder ellers lovende. To effektive anslag sparker historien ind i nutiden, hvor vi befinder os i Sahara i selskab med hovedpersonen Kit Henson, knogleforsker med op til flere lig i lasten. I ørkensandet har man fundet et nedstyrtet fly fra 2. verdenskrig, og Kit er specialist i at få skeletter til at tale og afsløre fortidens forbrydelser. Derfor kaldes hun knoglehviskeren, men i ørkenen støder hun også på højst nutidige forbrydelser, da en araberdreng bliver livsfarligt syg af at drikke kildevand. Stærkt motiveret af et personligt svigt, der kostede hendes søn livet, sætter hun alt ind på at redde drengens liv og samtidig komme på sporet af årsagen til den forgiftede kilde. Herved kommer hun på tværs af en hævntørstig forbryderorganisation og bliver i første omgang offer for en omhyggeligt iscenesat intrige. Hun lokkes til Vietnam og lige ind i en fælde, der koster hendes mand livet og hende selv en invaliderende kugle i hovedet. Men intet er, hvad det ser ud til at være. Projektilet kan ikke opereres ud, og kampen for at afsløre forbrydelsen bliver samtidig en eksistentiel kamp for at overvinde et lammende hukommelsestab. Et tema, Robert Ludlum tog under suveræn behandling i sin trilogi om Jason Bourne, ikke mindre forrygende opdateret i filmatiseringerne med Matt Damon. Knap så forrygende går det for sig i Christian Mørks lakskinnende prosa, som har en hældning mod det prætentiøse. Når læserens såler klæber til fernissen, går det ud over fremdriften. Bedst lykkes skildringerne af hovedskurken Den hvide Rotte, som med sine klamme fingre trækker i trådene fra sit eksotiske eventyrslot langt ude i junglen, "hvor selv aberne godt var blevet klar over, hvornår man skulle holde sin kæft". Selv om hun også går rundt med en kugle i hovedet, er Kit Henson ikke nogen Lisbeth Salander, og uden at være beundrer af Stieg Larsson kan man godt tage sig i at længes efter Milennium-trilogiens kontante spænding, mens man bevæger sig fremad i Christian Mørks orientalske arrangementer. Trilogier er åbenbart sagen. Også "Kejserens port" er første del af en trilogi. Så romanen endte alligevel ikke i denne omgang. Om det er godt eller skidt, må fremtiden vise. Otto Pretzmann kultur@nordjyske.dk Christian Mørk: "Kejserens port". 305 sider, 250 kr., Politikens Forlag