Litteratur

Knud Holst er hovedperson

Hun er datter af to forfattere, og nu vil hun skrive en roman om sin far

Hanne-Vibeke Holst: Næste roman bliver om hendes far. Foto: Gyldendal

Hanne-Vibeke Holst: Næste roman bliver om hendes far. Foto: Gyldendal

- Min næste roman kommer til at handle om min far, helt konkret om hans liv og historie som mand, kunstner, far og menneske. Jeg har altid haft den på vej, men det er først nu, jeg synes, jeg kan skrive den, siger forfatteren Hanne-Vibeke Holst. Hanne-Vibeke Holst er datter af forfatterparret Knud og Kirsten Holst, der levede og arbejdede i Løkken i hele hendes barndom og ungdom. - Jeg har været længe undervejs mod dette sted i mit forløb som forfatter. Men nu, med min alder, min livserfaring og min seneste roman i bagagen, synes jeg, at jeg er kommet over på en ny side af mine muligheder, et sted, hvor jeg kan begynde at arbejde med det, jeg vil kalde "rigtig litteratur", siger hun. I går udkom hendes nye bog, "Undskyldningen", en stor flere generationers roman om mødre og døtre og fædre og sønner, om svigt, skyld, vrede, kærlighed og ensomhed. Den har ikke en spændingsintrige eller et politisk eller etisk-moralsk kompleks som sin motor, men handler bag sin dramatiske konstruktion om almindelige menneskers liv. - Jeg har brugt mere af min egen livserfaring og af min egen familiehistorie i denne roman, end jeg før har gjort. Det er særlig min mors familie, jeg har taget afsæt i, hvad man kunne kalde jysk middelklasse, siger hun. Og nu er det altså blevet tid til hendes far. Knud Holst blev født i Vendyssel, nær Brønden og Skæve, som landarbejdersøn. Han kom på Hjørring Private Realskole og siden på gymnasiet i Hjørring, hvor han mødte politimesterdatteren Kirsten Høybye, der siden blev hans hustru. De blev begge lærere på Løkken Private Realskole, og da de besluttede at blive fuldtidsforfattere, blev de boende i Løkken. Hanne-Vibeke Holst er den ældste af deres tre døtre, og det blev hende der også valgte at løfte pennen ligesom dem. Forældrene blev skilt i 1978. Moderen flyttede til Skanderborg, faderen blev i Løkken, hvor han døde i 1986. Hans datter har allerede længe været i gang med forarbejdet til bogen, der skal have ham som sit brændpunkt og sin hovedperson. Bl.a. er hun i færd med en række kildeinterviews. - Det haster efterhånden. De ældre af vidnerne til hans liv forsvinder hurtigt nu. Han ville selv være blevet 75 i år, så jeg vil bruge det kommende halve års tid på at opsøge mennesker, steder og materiale, der kan supplere mit eget billede af ham, fortæller Hanne-Vibeke Holst. Hun har allerede aftalt møder og samtaler med flere, bl.a. også familiens nære venner fra de unge år i Vendsyssel. - Men jeg hører meget gerne fra mennesker, der har noget at fortælle om min far, siger hun. Knud Holst var lyriker og prosaist. Han blev betegnet som "60'ser-modernist, der søgte mod stadig større enkelhed i lyrikken og realisme i prosaen". Hans kone, Kirsten Holst, debuterede først i 1976, næsten 20 år efter sin mand. Det var især børnebøger og kriminalromaner, der blev hendes forfattervej, som til gengæld var en god del mere indbringende for familien. Sidst, Hanne-Vibeke Holst var helt inde i familiens historie, var i debatbogen "Min mosters migræne", der gennem interviews med den kvindelige del af familien, særlig moderens søstre, gik meget tæt på privatsfæren.