Lokalpolitik

Knud Kristensen går efter borgmesterpost

Det konservative folketingsmedlem Knud Kristensen går efter borgmesterposten i Vesthimmerlands Kommune, når der er kommunalvalg i november 2009.

Knud Kristensen er De Konservatives kandidat til borgmesterposten i Vesthimmerland. Arkivfoto

Knud Kristensen er De Konservatives kandidat til borgmesterposten i Vesthimmerland. Arkivfoto

Han er netop blevet opstillet som sit partis spidskandidat ved valget. Knud Kristensen, der er tidligere borgmester i Aars Kommune, satsede også på at blive borgmester ved det seneste valg, men en alliance mellem Venstre og Socialdemokraterne bragte Jens Lauritzen (V) i spidsen for den nye storkommune. Knud Kristensen fik i stedet en post som formand for plan- og miljøudvalget. Sidste efterår blev han valgt ind i Folketinget, hvor han allerede har markeret sig, blandt andet som sit partis arbejdsmarkedsordfører. Han har samtidig beholdt sin plads i byrådet og er desuden blevet valgt til formand for Dansk Byggeri i Region Nordjylland. Selv om Knud Kristensen er utroligt glad for arbejdet på Christiansborg, så melder han klart ud, at han agter at forlade Folketinget, hvis han bliver valgt til borgmester I Vesthimmerlands Kommune. - Det er svært nok at få tingene til at nå sammen i dag, erkender han og fortsætter: - Folketinget er en fantastisk arbejdsplads, og jeg har fået et fantastisk område at arbejde med. Det vil ikke være nemt at forlade, men når jeg har sagt ja til at være spidskandidat ved kommunalvalget, skyldes det ganske enkelt, at jeg har fået utallige opfordringer og en fantastisk opbakning fra folk i lokalsamfundet. Så jeg har sagt OK - hvis jeg kan gøre en forskel, så er jeg klar til det.