Knud kysser formerne

Borgmesterens bror springer ud som kunstner

NIBE:Han er partiløs i politisk forstand, men farver sine motiver med omhu. Søger lige netop det sceneri, den bygning, den solnedgang, der ophøjer sig fra det jævne og triste. Knud Østergaard Madsen. Årgang 1947. Opvokset i Nibe som søn af købmandsparret Karen og Erik Madsen på adressen Grønnegade 6 alias Gammel Torv. Udlært tømrer, bygningsinstruktør, og arkitekt maa. fra John Richters afdeling i Aarhus for bygningskunst. Han har malet seriøst i sin fritid de seneste 10 år, og lørdag åbnede Kulturelt Samråd hans første separatudstilling. I Galleri Tinghuset, hvor Knud Østergaard Madsens hang til kubisme - strengt gennemførte horisontale og vertikale liniespil - ikke lader sig fornægte. - Min baggrund som arkitekt er nok en væsentlig forklaring på stilen i mange af mine billeder. For mig handler det først og fremmest om at opdage den skønne detalje, og gøre den til selve kernen. Som udsigten til Nibe Kirke fra Gammel Torv, eller solnedgangen set fra vores have i Søborg ved København. - Han er omhyggelig og vedholdende, erfarer hans søn, Erik Østergaard Madsen. Borgmesterens lillebror erkender, at han og Jens Østergaard Madsen har en del til fælles. - Vi diskuterer tit, men er i bund og grund rolige gemytter. Udstillingen er åben onsdage og søndage til og med 29. september.