Lokalpolitik

Knud Rødbro afviser tilskudskritik

Økonomiudvalget gav grønt lys for foreningstilskud

VRÅ:Kort før jul røg formanden for Løkken-Vrå Kommunes kulturudvalg, Sven Bertelsen, i flint over fem bevilliger, som daværende borgmester Knud Rødbro havde givet fem foreninger umiddelbart før lukningen af Løkken-Vrå Kommune. Bevillingerne vedrørte ansøgninger, som kulturudvalget tidligere havde sagt nej til, og da Sven Bertelsen ikke havde hørt noget om tilskuddene, følte han sig sat ud på et sidespor. - Kulturudvalget er til grin, mente han. Men borgmester Knud Rødbro afviser kritikken fuldstændigt - med henvisning til det sidste møde i økonomiudvalget i Løkken-Vrå Kommune mandag 18. december. - Hvis Sven Bertelsen havde læst referatet fra det møde, ville han have set, at jeg var blevet pålagt at gennemgå tidligere ansøgninger - med henblik på at uddele nogle penge, siger Knud Rødbro. I referatet står det ordret: ”Godkendes – borgmesteren pålægges opfølgning på tidligere afviste/nye ansøgninger med henblik på tildeling af tilskud pr. stk. max. 25.000,- kr. af økonomiudvalgets pengepose, med nødvendige omplaceringer.” - Og det er hvad jeg gjorde - det mente vi i økonomiudvalget var bedre end at sende pengene til Hjørring Kommune, siger Knud Rødbro. De fem foreninger var: Spejderne i Rakkeby (25.000 kr.), Vrensted Idrætsforening (10.000 kr.), GVL, Løkken (25.000 kr.), hallen i Hundelev (25.000 kr.) og 23.500 kr. til belysning af en skøjtebane i Hundelev.