Hjørring

Knud Rødbro: - Vi skal holde budgettet

Formanden for Udvalget for Landdistrikter, Erhverv og Turisme, Knud Rødbro (UP), vil have styr på den kommunale økonomi. Arkivfoto Michael Bygballe

Formanden for Udvalget for Landdistrikter, Erhverv og Turisme, Knud Rødbro (UP), vil have styr på den kommunale økonomi. Arkivfoto Michael Bygballe

Hvad er den største udfordring for dig i 2009? - Det er at få taget hul på saneringen af dårligt vedligeholdte bygninger i landdistrikterne. Behovet er stort, og pengene er små, så det er en udfordring. Det er heldigvis ikke alle tiltag, der koster penge. Er der noget, der skal gøres anderledes i forhold til 2008? På turistområdet er der meget, der skal gøres anderledes. Det er første gang, turistservicen skal køres efter en kontraktmodel. Vi skal også starte turistservice op i Hjørring by. Disse tiltag er både anderledes og nye. Hvad er byrådets største udfordring i 2009? Som jeg ser det, er vores største udfordring at få styr på økonomien. Vi kan ikke i længden finansiere et stort underskud ved at sælge ud af grunde og ejendomme. Jeg tror, at finans- og ejendomskrisen helt automatisk sætter en stopper for den trafik. Der er kun en udvej, og det er at alle udvalg holder de budgetter, de er blevet udstyret med. Gør de ikke det, må de selv finde besparelser, ellers skrider det også for de andre udvalg. Hvordan vil du gerne, at udefrakommende ser Hjørring Kommune om 10 år: - Jeg ville ønske at fremmede og fastboende vil opleve Hjørring som en venlig kommune med et blomstrende erhvervsliv, herunder også turisme. En kommune med et rigt kulturliv og med mange aktivitetsmuligheder som gør os interessante at besøge og også gerne bosætte sig i.