Knudseje bevaret

Flot værk fortæller historien om en herregård i Vendsyssel

SKÆVE:Da parret Joan og Leif Stiholt i 1999 skrev skøde på Knudseje i Vendsyssel, blev de ikke alene ejere af en gammel herregård. De trådte ind i Danmarkshistorien. Den nordjyske forretningsmand og hans kone er seneste led i en kæde, der kan følges uafbrudt ned til 1500-tallet. Ja længere. På egnen mellem Skæve Kirke og Voer Å har der boet folk siden stenalderen. Knudseje er en imponerende gård med sine lange avlsbygninger, den trefløjede hovedbygning og gårdspladsen stor som en mark. Men bygningerne var mærket af tidens tand, og Joan og Leif Stiholt indledte straks et omfattende (og kostbart), men nænsomt restaurerings- og bevaringsarbejde, der kan holde generationer frem. Nu har de også sørget for at bevare stedets historie på papir. I en netop udkommet bog, "Knudseje – en hovedgård i Vendsyssel", har lokalhistorikeren Arnold Andersen fortalt om gården, dens ejere og det samfund, den er en del af. Det er et flot og grundigt værk, som kommer længere omkring sit emne, end den type lokalhistorie almindeligvis gør, og den beriges yderligere af et væld af nye og gamle fotos. Skriftlige kilder dækker de første 400 år, men de sidste 100 års historie var ikke særligt godt beskrevet, konstaterede Leif Stiholt, da han opfordrede Arnold Andersen til at skrive bogen. Nu er den. Levende erindringer Forfatteren har talt med tidligere ejere, gamle naboer og med mennesker, der selv har tjent på gården som fodermesterfolk, daglejere, karle eller piger. Deres erindringer gør en nu forsvunden tid lyslevende. Det er mennesker, som har oplevet den allersidste fase af den 6000-årige epoke, da Danmark var et landbosamfund, og har levet, mens herregården endnu var et økonomisk centrum på sin egn. En af den er Willy Jensen, forhenværende husmand og kirkebetjent ved Skæve Kirke, der første gang blev ansat som daglejer på Knudseje i november 1937. "Vi var kun fire daglejere og en gift fodermester. Arbejdsugen var for det meste omkring 60 timer og arbejdsdagen på mindst ti timer. Lønnen var kun omkring en krone om dagen i vinterhalvåret", fortæller han. Det var svært at eksistere for, og havde man "lavet noget kludder", gik det fra i lønnen. "Sådan var det," konstaterer den gamle mand. Om sommeren var lønnen det dobbelte. Hans og andres beretning giver indblik i dagligdagen på den store gård i tiden op til midten af sidste århundrede: hårdt arbejde, men også et arbejdsfællesskab. Roerne blev taget op md de bare næver og toppen hugget af med roekniv, møget blev læsset og spredt med håndkraft, og i stalden hørte det til dagens faste opgaver at pleje dyrene. "Hestene striglede vi, lige før vi gik over i folkestuen for at spise morgenmad, og køerne efter, vi havde spist, og indtil det blev lyst". Arbejdet foregik i skæret fra en flagermuslygte, for først i 1939 blev der indlagt strøm. Men det var stadig et samfund, hvor der blev holdt hus med ressourcerne. I hele den lange staldbygning var der opsat to 25 watts-pærer, og når elmotoren skulle trække tærskeværket, måtte det foregå om natten, når der ikke var andre forbrugere på ledningen. Udstykningerne Willy Jensen fik i 1950 sin egen ejendom, et statshusmandssted, bygget på en af de sidste udstykninger fra Knudseje. Der var i årtierne forinden sket den største demokratisering af ejendomsretten i Danmarkshistorien, og den udvikling har i høj grad sat sit præg på Knudseje. De store bygninger står ikke i forhold til jordtilliggendet på 107 tønder land i dag. De gamle mål, hartkorn, gør det svært for læseren at vurdere arealet i tidligere tid, men i slutningen af 1700-tallet var selve hovedgården i hvert fald på ca. 525 tønder land. 100 år senere var den på 450 tønder land. Men dertil kom endnu i midten af 1800-tallet fæstegods af endnu større udstrækning end selve hovedgården. Ifølge Knudseje Jordebog var der i 1850 i alt 58 huse og gårde i Skæve, Hellevad, Hellum og Torslev sogne i fæste under Knudseje. Samme år var der 29 ansatte på gården. Arnold Andersen har fundet billeder af mange af disse fæstegårde, og levendegør hermed forbindelsen mellem den gamle herregård og dens egn. Bogens lange historiske afsnit giver en god redegørelse for de århundreder, da Vendsyssel, med lokalhistorikeren S. C. Sortfeldts ord var "Herregaardenes Land". At det ikke bare var patriotisk pral ses af tallene. I 1680 var der i hele Danmark 731 hovedgårde. Af dem lå 64 i Vendsyssel. Knudseje var én af dem, og den udvikling, som i bogen også betegnes som "godsslagtninger", kom sent til gården. Men den kom. I 1907 blev det sidste fæstegods solgt fra, og i 1910 blev gården solgt til købt af Udstykningsforeningen for Hjørring Amt. Det kom der syv selvstændige landbrug ud af. Larsens tid I 1914 overtog Anne Kathrine og Lars Larsen Knudseje med den jord, der var tilbage. Et driftigt og arbejdsomt par, der gennem mere end tre årtier drev gården frem til et mønsterbrug og var aktive i lokalsamfundet blandt andet som initiativtagere til en friskole. I 1935 var der 60 røde malkekøer otte arbejdsheste, 200 svin og 100 høns på gården. Det er der Larsens tid, bogens erindringer beretter om, og yngste søn Helmer og hans kone Gerda, følger op med deres beretning om 50-ene, da de forpagtede gården. Også de seneste ejere har bidraget til bogen med deres minder og fuldender 500 års østvendsysselsk landbohistorie. Beretningen er ført op til dato, i tekst og billeder fortæller de nye ejere blandt andet om restaureringsarbejdet i den gamle hovedbygning. Undervejs bliver vi også kort bragt udenfor virkeligheden. Anekdoter om troldtøj og anden overtro synes uundgåelig i en populær herregårdsskildring. ] Arnold Andersen: Knudseje – en hovedgård i Vendyssel. (Nordpress). 298 kr.