Knus fra venstrefløjen

ROMAN Jan Knus: "Tamburinmanden" Den kan lige gå an den her, og har du på et tidspunkt i 70-erne haft kontakt med miljøet omkring den århusianske venstrefløj, kan den være ret fornøjelig at læse. Frans er udbrændt, desillusioneret trommeslager uden et band. Tidligere alkoholiseret, nu tørlagt venstreintellektuel, der i en række kaleidoskopiske tilbageblik gør status over sit liv fra de glade kollektivdage i 1979 til i dag, hvor han og de gamle venner møder hinanden til en gammel vens begravelse. Havnearbejderen Frederik skal herfra, og efter højtideligheden i kapellet går der gravøl i den, og vennerne beslutter at bryde ind i kapellet for at befri Frederiks aske. Så bliver kursen sat i bil mod Rubjerg Knude, hvor Fredrik skal spredes for vinden, sådan som det var hans sidste ønske. Tonen og sproget i bogen er rapt og ironisk kærligt med mange interne indforståede udfald mod venstrefløjens interne magtkampe. Forlaget Klim bliver til Kløv, natværtshuset Øst for Paradis bliver Det sidste Paradis, og mens vennerne rumler afsted op gennem Jylland ,får vi udredet deres indbyrdes forhold, uvenskaber og tidligere kærlighedsforhold. Svinestreger og vennetjenester - det hele er uløseligt knyttet sammen med deres fælles fortid som rødglødende venstrefløjsaktivister. Det er en bog, som på en gang forsøger at holde fast i og forsvare kvaliteterne fra dengang. Sammenholdet, åbenheden og nysgerrigheden før der gik partipolitik, fraktioner og egoistiske interesser i oprøret. Samtidigt er det bogens ambition at give et vedkommende og nærgående portræt af sin hovedperson, Frans - den altvidende fortæller - og hans mangeårige kamp mod alkoholdjævlen. Her kniber det lidt med at tage det altafgørende skridt og gøre Frans til en flerdimensionel og troværdig skikkelse. Det er er bog, som er fermt og muntert skrevet. Spækket med masser af referencer og citater fra de høje tindingers favoritrock - navne som Dylan, Lennon, Stones og Steppenwolf. Spænding og kærlighed byder den også på, men dens personer bliver af en eller anden grund ved med at være en smule uvedkommende. Måske fordi de altid er så helvedes velformulerede og ironisk distancerede, så de aldrig rigtig brænder igennem til læseren. En sympatisk "erindringsbog" forklædt som fiktion, der måske utilsigtet er blevet en smule mere privat end forfatteren havde tænkt sig. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Jan Knus: "Tamburinmanden", 340 s., Forlaget Rip Rap