Kø for at få fat i billetter

Teater 26. august 2007 06:00

AALBORG: Der var kø både på telefonlinien og foran billetlugen trods ekstra bemanding, da Aalborg Kongres & Kultur Center lørdag klokken 12 åbnede for slaget af billetter til sæsonen 2007/08. Omkring 75 købere stod i kø i flere timer for at være først ved billetlugerne, og på telefonlinierne fik kunder oplyst, at de var op til nummer ni i køen. - Interessen på førstedagen for at købe billetter var i år større end set tidligere år, og vi holder ekstraordinært åbent i billetkontoret søndag, oplyser AKKCs Susanne Kabel. Baggrunden for interessen er, at kongres og kulturcentrets nye sæsonmagasin lørdag morgen var puttet i 110.000 nordjyske postkasser med ikke mindre end otte nyheder. Det er DR’s Store Juleshow 24. november, Cafe Hacks julekoncert 1. december samt koncerter og optræden med Stig Rossen, DR’s Nytårskoncert med Bootleg Beatles, The Glenn Miller Orchestra, Omar Marzouk, Finn & Jakob samt Twelve Irish Tenors. Forestillingen ”Lyset over Skagen” blev hurtigt udsolgt, ligesom Stig Rossens julekoncert var en af de forestillinger, der var størst interesse for at købe billet til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...