Skolevæsen

Kø til produktionsskolen

Flere og flere unge har fået øjnene op for Hjørring Produktionsskoles mange tilbud.

Forstander Birgitte Hejbøl Gregersen glæder sig over, at der så meget brug for Hjørring Produktionsskoles tilbud. Foto: Bente Poder

Forstander Birgitte Hejbøl Gregersen glæder sig over, at der så meget brug for Hjørring Produktionsskoles tilbud. Foto: Bente Poder

Hjørring Produktionsskole holder åbent hus i morgen. Alle interesserede kan komme indenfor og opleve, hvad man arbejder med på skolen, og hvad der produceres på skolens syv værksteder. Produktionsskolen er en travl skole, for mange unge mennesker har fået øjnene op for det tilbud, der gives på skolen. - I øjeblikket har vi 85 elever, og mange står i kø for at få en plads, siger Birgitte Hejbøl Gregersen, som har været skolens forstander de sidste par år. - Jeg er ikke klar over, hvad det er der har fået ventelisten til at stige, men jeg er ked af at skulle sige til de unge, der gerne vil ind, at de skal stå i kø, for de kommer herud for at kigge, så er det, fordi de gerne vil i gang nu, siger forstanderen. Produktionsskolen er en blanding af teori og praksis med hovedvægten på arbejdet i værkstederne. - Alt, hvad vi producerer på værkstederne, skal bruges af nogen eller til noget. Det er ikke sådan, at vi laver det for at tjene penge, for vores hovedformål er at udvikle og kvalificere eleverne. Men for eleverne er det vigtigt at tingene anvendes, fordi de får en utrolig succesfølelse af at se, at deres ting kan bruges, slår Birgitte Hejbøl Gregersen fast. Skolen har tyve ansatte - blandt andre syv værkstedsledere: - Det er fagligt dygtige mennesker, som også er pædagogisk dygtige. De skal kunne rummede de mange forskellige elever, de har på værkstedet. De har til gengæld gode chancer for at lære eleverne godt at kende, for de er sammen med dem 32 timer hver uge, siger Birgitte Hejbøl Gregersen. Eleverne er meget bredt sammensat - nogle er bogligt dygtige, mens andre er mere til det praktiske. Hjørring Produktionsskole har i løbet af 2008 lagt hele sit regnskabssystem om, så man nu selv styrer økonomien og regnskaberne. Det er sket i forbindelse med, at det kom frem, at en regnskabsmedarbejder på skolen begik underslæb for 600.000 kr. i 2006 og 2007. Skolen holder åbent mellem 10 og 14.