Kø ved håndvask - igen

Sagen fra Mou sætter forståeligt nok sindene i kog.

En pige, der i årevis udsættes for mishandling, uden at de sociale myndigheder griber ind og ligesom ved stationsdrabet så spørger politikerne igen og igen: Hvad er det, der er gået galt? Hvordan kunne det ske? Det svar har vi kendt længe. Børn- og unge-arbejdet har i mange kommuner længe haft karakter af brandslukningsarbejde, fordi sagsmængden pr. sagsbehandler er så voldsom, at de ikke har mulighed for at udføre et stykke kvalificeret arbejde. I 2006 foretog den sociale ankeestyrelse en stikprøveundersøgelse, der viste at sagsbehandlerne på børn og unge området havde mellem 35 og 65 sager pr. sagsbehandler. I Tønder-sagen, som med god grund også vakte markant opsigt, havde sagsbehandlerne op til 55 sager hver. Ifølge Dansk Socialrådgiverforening sidder sagsbehandlerne i Aalborg Kommune med op til 60 belastede børn hver. Hvordan kan man så undre sig over, at der er noget, der går galt? Hvis vi for overskueligheden skyld siger, at der i hver børn- og ungesag er fire personer i familien, som sagsbehandlerne (søskende, mor og far) skal have fokus på. Det er 240 personer, som sagsbehandleren skal forholde sig til. Hertil kommer de eksterne samarbejdspartnere, der er involveret, skoler, daginstitutioner, psykologer, læger. Lad os antage (og det er lavt sat), at her er der også fire personer i hver sag, som sagshandlerne skal have en relation til. Det er 480 kontakter. Hertil kommer sagsbehandlernes kontakt med børn og unge udvalget og socialudvalget. Det er vel ikke så underligt, at det går galt. Udover sagspresset er det gentagne gange blevet fastslået af eksperter inden for børn- og unge-området, at både sagsbehandlere og pædagoger mangler uddannelse. De er ikke i tilstrækkelig grad fagligt klædt på til at håndtere de tunge børn og ungesager. Det tror jeg er rigtigt, men når det så er sagt, vil jeg samtidig understrege, at uanset hvor meget efterdannelse pædagoger og sagsbehandler fik, så vil de ikke have en chance for at omsætte den viden til en kvalificeret praksis på børn og ungeområdet. Pædagogernes og sagsbehandlernes muligheder for at handle hurtigt hænger sammen med de organisatoriske og økonomiske rammer, som politikerne har udstukket. Jeg synes, ikke at politikerne på Christiansborg behøver at undre sig over, at det går galt. Derimod synes jeg, der er god grund til at undre sig over regeringen. Det er regeringens økonomiske politik, der er rammen for serviceniveauet i kommunerne. Med skattestop og nedskæringer er der ingen kommuner, der kan hekse. Serviceniveauet er bestemt af de overordnede økonomiske rammer. At sagsbehandlerne i mange kommuner har for mange sager, kan heller ikke være overraskende for politikerne, hverken på lokalt eller centralt niveau. Der er lavet et utal af undersøgelser, der viser, at sagsbehandlerne på børn- og ung- området er hårdt belastet af stress, og at mange bliver sygemeldt på grund af psykiske problemer. Det resulterer i en høj personaleudskiftning og har den konsekvens, at viden og historik omkring den enkelte familie går tabt. Mou-sagen får Karen Jespersen til at foreslå, at der skal mere fokus på lærernes og pædagogernes indberetningspligt. Umiddelbart lyder det jo indlysende, eftersom det er lærerne og pædagogerne, der har den tætteste kontakt med børnene. De kan se nogle ting, som sagsbehandleren på forvaltningen ikke kan. Personligt er jeg ikke i tvivl om, at både lærere og pædagoger er opmærksomme på udsatte børn, og jeg er heller ikke i tvivl om, at hvis man spørger lærere og pædagoger om deres oplevelse af samarbejdet med forvaltningen, så vil den i hovedtræk være, at deres henvendelser og indberetninger til forvaltningen ikke bliver taget alvorligt, og at der går for langt tid inden forvaltningen iværksætter en undersøgelse. Man kan godt skærpe indberetningspligten, men det hjælper ikke, når der ikke er sat ressourcer af til at følge op på en indberetning. Der er efterhånden blevet en dårlig vane for den her regering, at ethvert tænkeligt problem i kommunerne, som uomtvistelig hænger sammen med de økonomiske rammer, kan løses ved en ny reform eller et lovindgreb. Nu kommer der et udspil om en børnereform fra De Konservative. Tanken kan ikke fornærme nogen, men det er igen en reform med mere skriftlighed og bureaukrati, hvor tiden kun kan tages fra de belastede børnefamilier. Regeringen er nødt til at minde sig selv om, at vi har det velfærdssamfund, som de har bestemt, at vi skal have, og skal der mere handling og tidlig indgriben i forhold til belastede børnefamilier, så skal ressourcerne følge med. At flere politikerne på centralt niveau udelukkende retter skytset mod Aalborg Kommune er en usmagelig måde at vaske hænder på. Erkend i stedet, at I har et ansvar for ”Rigets tilstand” ude i kommunerne. Tina Bømler er lektor på Aalborg Universitet ved Institut for Sociologi. Socialt arbejde og Organisation. Hun har skrevet en række bøger om bl.a. samfundets skyggesider.