Kø ved håndvasken
Det er med stor forfærdelse, at man igen skal læse om en ny, stor misbrugssag her i det nordjyske.
Når man ligeledes erfarer, at man kunne have skånet de arme børn for en stor del af deres pinsler ved, at nogle navngivne mennesker i Rebild Kommune havde reageret på flere anmeldelser fra egne ansatte i kommunen. At man i stedet driver hetz for illoyalitet på Grethe Horn-Jeppesen for at have den frækhed at komme med iagttagelser, som klart viste, at der var en sag. Til sidst, da intet skete, følte hun det nødvendigt at gå til politiet, som heller ikke reagerede på henvendelsen før nu. Når man så når sagen ruller, ser kommunaldirektør Søren Kjær for åbent tæppe vasker hænder, bliver man helt blå i hovedet over, at han stadig er ansat (med høj løn og stor pension) for at lave ingenting, for det træder jo tydelig frem i Grethe Horn-Jeppesens beretning. Samme person så sig i øvrigt nødsaget til efter modtagelsen af en skriftlig advarsel med mistillid at sige sin stilling op i selv samme kommune for overhovedet at være i stue med sig selv. Kan det være rigtigt, at en person som bærer en del af disse børns lidelser på sine hænder, bare kan vaske dem? Hvad med politiets ledelse, som ligeledes efterfølgende, men i god tid fik den samme anmeldelse? Skal man også her slippe for den store næse som ledelsen har fortjent, ved ikke at sende det egentlige politi i gang med undersøgelser. Det, der står tilbage, er afmagt over for myndigheder, som er bedre vidende og en forkert indstilling til vores synlige politi. Hvis vi fremover skal slippe for dette slendrian, er det nødvendigt med sanktioner for sådanne ledelser og personer.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.