Bolivia

Køb en rygsæk og rejs ud

Karneval i Bolivia, ligkister i Ghana og en Bollywood-plakat i Indien. Gør-det-selv-manden Erik Peitersen bliver kastet ud i lidt af hvert i en ny række programmer under navnet “Peitersens Forunderlige Verden” på TV2

Erik Peitersen til karneval i Bolivia - iført 40 kilo tungt kostume af eget fabrikat. Foto: Deluca Film/TV2

Erik Peitersen til karneval i Bolivia - iført 40 kilo tungt kostume af eget fabrikat. Foto: Deluca Film/TV2

“Rejs ud og bliv rig” lyder opfordringen fra hele Danmarks handyman Erik Peitersen. Og her mener han ikke den traditionelle chartertur til Spanien. Nej, Erik Peitersen mener, at danskerne skal købe en rygsæk og rejse ud i den vide verden. For ifølge ham, er det slet ikke så farligt endda. - Jeg vil gerne have, at folk bliver inspireret af mine programmer til at købe en rygsæk og rejse ud i verdens hjørner og afkroge. For du kan kun møde søde mennesker, siger Erik Peitersen. Han er i en række nye programmer på TV2, “Peitersens Forunderlige Verden”, blevet udfordret i forskellige håndværksmæssige discipliner i så forskellige lande som Indien, Bolivia, Ghana, Malaysia og Mongoliet. Og udfordringerne har ikke afskrækket ham. - Du kan ligeså godt falde ned i et hul udenfor din hoveddør, som du kan møde en bandit i Sydamerika. I Norden har vi jo altid været modige i enhver forstand, og det mener jeg, at vi skal holde fast ved, fortæller Erik Peitersen om sin motivation for at tage af sted. Han mener, at hans programmer kan være med til at skabe forståelse for, at vi på tværs af kulturer består af det samme stof. - Vi griner og græder af de samme ting, og det mener jeg er befriende i den verden vi lever i, siger Erik Peitersen Mere død end levende Erik Peitersen har mødt mange ufordringer på sine rejser rundt i verden. Han har malet en plakat til en Bollywood-film, bygget ligkister i Ghana og sivbåde i Sydamerika. Og han er ikke i tvivl om, hvor de største ufordringer lå: - Da jeg besøgte Amara-indianerne, der er efterkommere af inkaerne, skulle jeg bygge en sivbåd og vi skulle sejle om kap. Det var i 4.000 kilometers højde, så jeg kunne næsten ikke få luft. De indfødte kom elegant løbende med deres små både, og jeg havde bygget en supertanker. Ikke nok med det, så skulle vi sejle meget længere, end jeg havde regnet med. Så jeg var først i mål en halv time efter de andre. Det var både barskt og morsomt, fortæller Erik Peitersen. Erik Peitersen kunne ikke tale samme sprog, som de mennesker han mødte på sine rejser. Derfor gjorde han stor brug af kropssprog, grin og klap på skulderen i sin kommunikation med de indfødte. Og det blev der også brug for, da han skulle danse til et karneval i Bolivia i en selvbygget dragt. - Jeg skulle selv bygge en stor dragt, der nok endte med at veje 40 kilo, af pap, stof og pailletter. Masken var lavet af blikplader og foret med skumgummi. Og så skulle jeg ellers ud på en karnevals-distance på 10 kilometer, hvor jeg samtidig skulle holde øje med trinene og håndbevægelserne i dansen. Jeg var mere død end levende, da jeg kom i mål, fortæller Erik Peitersen. Erik Peitersen er efterhånden blevet et kendt ansigt på tv-skærmene landet over, men han siger ikke ja til hvad som helst. - Jeg vil kun lave noget, der har noget at gøre med den, jeg er, og det jeg står for, og som dermed har relation til mig som person. Det handler om, at kunne berige folk, når jeg kaster mig ud i et projekt. En af de ting Erik Peitersen har taget med hjem i sin rygsæk, og vil give videre til danskerne denne gang, er bevidstheden om, at det ikke nødvendigvis er penge, der gør os mennesker lykkelige: - Jeg finder det tankevækkende, at de steder hvor der er fattigst, der har de også det rigeste folkeliv, og det er dér, de griner mest, siger Erik Peitersen. [ “Peitersens Forunderlige Verden” havde premiere i aftes.