Køb ind - og tænk på klimaet

Danske varer er ikke altid gode - når det drejer sig om CO2

Det kan være lidt af en balancegang at fylde varer i indkøbskurven, hvis man gerne vil gøre det på en miljøvenlig måde. For det er svært at gennemskue om, det eksempelvis er det danske eller det australske oksekød, det koster færrest ressourcer at producere og transportere. Informationscenter for Miljø & Sundhed (IMS) har undersøgt udledningen af klimagasser fra både produktioner og transport for en række af de varer, vi finder i supermarkederne. Og netop når det drejer sig om kødet, kan man spare fem procent ved at købe dansk oksekød sammenlignet med australsk. Årsagen til, at besparelsen ikke er større skal findes i, at det ved kød ikke er transporten, der er problemet, men derimod selve fremstillingen. Animalske produkter som kød og mælk er tunge på CO2-budgettet, fordi dyrene skal have meget foder, og fordi de prutter med metangas. Det betyder også, at selv om det koster det samme i CO2 at transportere et kilo kød som et kilo kartofler, så er der stor forskel på, hvor stor en andel transporten udgør af varens samlede klimaregnskab, skriver IMS. Skal man derimod vælge mellem danske og udenlandske æbler, er der for alvor noget at spare. Hvis man tager et dansk æble frem for et fransk, sparer man 37 procent CO2, mens besparelsen er på hele 270 procent, hvis man tager et dansk æble frem for et argentinsk. Som en tommelfingerregel kan det i det hele taget bedst betale sig at købe varer, der er produceret lokalt. Men ingen regel uden undtagelse. For mens danske tomater som oftest bliver dyrket i drivhus, er tomater fra Sydeuropa dyrket udendørs. Set med klimabriller er det derfor bedst at købe udenlandske tomater - også selv om de er transporteret over lange afstande.