EMNER

København dyrest i Norden

Kvadratmeterpris på 30.000 kroner gør København til Nordens dyreste by at bo i

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Problemet med opskruede lejepriser på boliger er størst i de store byer. Arkivfoto

KØBENHAVN: Det kræver et dybt greb i lommen, hvis man vil bo i København. Danskernes hovedstad er blevet Skandinaviens dyreste by at købe bolig i. Det er boligprisernes himmelflugt de seneste år, som har fået København til at overhale Stockholm og Oslo indenom, og har givet København titlen som Skandinaviens dyreste by for boligkøbere, skriver Idag - Industriens Dagblad. 30.000 kroner per kvadratmeter var den gennemsnitlige pris for en bolig i København ved udgangen af 2005, viser en beregning fra Realkredit Danmark på baggrund af tal fra European Council of Real Estate Professions. Det er 15 pct. dyrere end Stockholm og Oslo. - For få år siden var Stockholm Skandinaviens Rolls Royce, Oslo var Mercedesen og København en Folkevogn, når det gjaldt boligpriser. I dag er der byttet om på rollerne, siger cheføkonom Sune Worm Mortensen fra Realkredit Danmark. Han mener, at stigende boligpriser er et sundhedstegn for en storby, fordi det skaber ekstra skatteindtægter og dermed grobund for ekstra investeringer. - København og Øresundsregionen har de seneste år skabt sig et flot internationalt ry som vækstskaber og centrum for dynamisk udvikling. Det lokker både udenlandske investorer og højtuddannet arbejdskraft til regionen, og det får boligpriserne til at stige, siger Sune Worm Mortensen. Der er dog fortsat et pænt stykke vej op til prisniveauet i Europas dyreste by Madrid. Boligpriserne i den spanske hovedstad er omkring 70 procent højere end i København, viser beregninger fra Realkredit Danmark. /ritzau/