Danmark

København er parat til at holde næste års Eurovision

Et melodi grand prix i København skal være en national begivenhed, slår Wonderful Copenhagen fast.

København er parat til at holde næste års Eurovision

Eurovision er lig København. Det mener direktøren i Wonderful Copenhagen Lars Bernhard Jørgensen.

- Vi får nu muligheden for at lave det hidtil bedste melodi grand prix. København har de senere år vist, at vi kan være vært for store internationale begivenheder som VM i Landevejscykling og MTV Europe Music Awards med succes, siger direktøren.

Samtidig peger han på hovedstadens beliggenhed med en stor international lufthavn i baghaven, god infrastruktur og ikke mindst masser af hoteller, der kan tilbyde nattelogi for både musikere, presse og turister.

Wonderful Copenhagens direktør understreger, at kommer den europæiske musikkaravane til byen, er det vigtigt, at det ikke bliver en københavner begivenhed - men en national.

- Det er vigtigt, at det bliver en dansk begivenhed og ikke en københavnsk. Vi skal fortælle historien om Danmark, siger han.

Venstres kulturordfører Michael Aastrup Jensen har foreslået, at man med melodi grand prix'et ikke blot viser København frem, men også andre dele af landet.

- Danmark er trods alt et lille land, så det giver mulighed for at afholde melodi grand prix'et tre forskellige steder, siger han i en kommentar til placeringen af den kommende begivenhed.

Og det er Lars Bernhard Jørgensen slet ikke afvisende overfor. Så længe arrangørerne mener, det er økonomisk fornuftigt og ikke til besvær for deltagerne, vil han gerne "deles" om grandprix'et.

De seneste koncerter i Parken i København har fået stor kritik for lydkvaliteten. Man har ikke kunnet høre, hvad der blev sagt fra scenen - og musikken lød mudret. Men det mener direktøren ikke bliver noget problem:

- Hvis det bliver Parken, så har vi jo tidligere afholdt et melodi grand prix dér (i 2001, red.). Men man kunne også sagtens forestille sig et andet sted. Vi afholdt eksempelvis MTW Awards på Rådhuspladsen, så man kan godt forestille sig andre steder, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.