Håndbold

København Håndbold henter norsk landsholdsfløj

København Håndbold henter Thea Mørk på treårig kontrakt. Larvik-spilleren er netop udtaget til landsholdet.

Thea Mørk (th.) - her i aktion for Norges landshold - tiltræder i København på en treårig aftale. Foto: Scanpix/Jean-francois Monier

Thea Mørk (th.) - her i aktion for Norges landshold - tiltræder i København på en treårig aftale. Foto: Scanpix/Jean-francois Monier

København Håndbold opruster på spillerfronten frem mod den kommende sæson.

Klubben, der netop har vundet grundspillet i Danmarks bedste liga, henter således den norske venstrefløj Thea Mørk i Larvik på en treårig kontrakt, oplyser København Håndbold i en pressemeddelelse.

26-årige Thea Mørk, der er tvillingsøster til Norges vel nok største stjerne Nora Mørk, er netop blevet udtaget til Norges A-landshold.

Træner Claus Mogensen er begejstret for tilgangen.

- Thea er en meget alsidig fløjspiller, som er teknisk dygtig og har et varieret skudrepertoire. Hun besidder også gode kvaliteter, når hun kommer ind i banen og deltager i spillet med både streg- og bagspillere.

- Vi får i Thea også en rigtig god forsvarsspiller, der er aggressiv og duelstærk, og hun kan også dække inde i banen og i et offensivt forsvar, siger Claus Mogensen til København Håndbolds hjemmeside.

Han mener, at man i Thea Mørk får tilført en stærk personlighed og vindertype.

– Hun har i mange år været kulturbærer i den ekstreme vinderkultur, som findes i Larvik HK både nationalt og i Champions League, og det er i høj grad også en kvalitet, vi ser frem til at få glæde af i København, siger Mogensen.

Mørk ser frem til nye udfordringer efter otte år i Larvik.

– Jeg håber, at jeg kan vokse i København. Både som håndboldspiller og som person. Jeg har været i Larvik i otte år, og jeg føler næsten, at jeg nu skal flytte hjemmefra på ny.

- Det bliver spændende med et nyt eventyr, og jeg håber, at vi sammen kan skabe gode resultater og store oplevelser for alle i og omkring klubben, siger Thea Mørk.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst