København politianmelder kirke-iranere

De sultestrejkende iranske asylansøgere har igen overskredet den tidsfrist, de har fået af Københavns Kommune.

Danmark 1. juni 2012 10:37 - Opdateret 1. juni 2012 10:38

København politianmelder kirke-iranere

Så går den ikke længere.

Efter at have opholdt sig ulovligt i Københavns Kommunes lokaler siden onsdag bliver 11 iranske asylansøgere fredag meldt til politiet.

- Vi melder dem til politiet. De havde fået frist til klokken ni i morges, men de opholder sig stadig i Demokratihuset, siger Erik Bjørn Møller, der er pressechef i København Kommunes kulturforvaltning.

De 11 sultestrejkende asylansøgere har tidligere opholdt sig i Stefanskirken på Nørrebro, som de måtte forlade onsdag. De forlod deres asylcentre i protest mod årelange ophold uden afklaring af deres asylansøgninger.

Men iranernes talsmand, Said Parvin, mener ikke, at kommunen kan forlange, at asylansøgerne skal forlade adressen endnu.

- Vi fik et brev om, at vi skulle forlade adressen senest fredag klokken ni, men brevet tager ikke stilling til vores anmodning, siger han.

Asylansøgerne har i et brev anmodet kommunen om at leje de besatte lokaler i Demokratihuset for at få lov til at blive . Den anmodning mener Said Parvin ikke, at kommunen har taget stilling til.

- Vi er kommet med et konkret forslag, derfor er de nødt til at komme med et konkret svar, inden vi kan komme videre, siger Said Parvin.

Men Erik Bjørn Møller mener, at kommunen har været klar i spyttet i deres svar til asylansøgerne.

- Når vi skriver, at de skal være ude senest i dag klokken ni, så er det et meget konkret afslag på deres anmodning, siger Erik Bjørn Møller.

Han understreger, at asylansøgernes kvaler er et regeringsanliggende, og at kommunen slet ikke har noget at gøre med behandlingen af asylansøgninger.

Asylansøgerne har endnu ikke haft dialog med nogen politikere fra regeringen. Ifølge Said Parvin skyldes det, at de bruger al deres energi på først og fremmest at finde et sted at opholde sig.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...