København skal være ramme om ny klimaaftale

FN’s klimatopmøde til Danmark

Naturvidenskab 22. marts 2007 05:00

KØBENHAVN: Danmark bliver vært for FN’s afgørende klimatopmøde i 2009. Her skal en ny global klimaaftale falde på plads for at kunne træde i kraft efter 2012, når Kyoto-aftalen udløber. Nyheden om det skelsættende møde i København blev præsenteret onsdag af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og miljøminister Connie Hedegaard (K) i Statsministeriet. Begge var synligt stolte og tilfredse med, at måneders diskret dansk diplomati nu er endt med den tillidserklæring til Danmark, som FN-topmødet er udtryk for. Der ventes 8000-10.000 deltagere fra 170 lande. - Vi går efter en ambitiøs og bred klimaaftale, og det vil kræve en meget stor indsats at få flere lande om bord. Men vi vil lægge alle vore kræfter i det, politisk og organisatorisk, sagde Anders Fogh. Godt rustet Han pegede på, at Danmark er godt rustet til opgaven, dels i kraft af støtte fra det øvrige EU, dels fordi danskerne selv har vist, at det er muligt at have økonomisk vækst uden at øge CO2-udslippet nævneværdigt. Desuden har Danmark et godt forhold til både USA og en række førende udviklingslande, sagde statsministeren. Connie Hedegaard kaldte det “en stor dag for dansk miljøpolitik”. Men der er ingen garanti for succes, tilføjede hun. Det er Danmarks og EU’s ambition at få klodens store forurenere - USA, Kina, Indien og Brasilien med flere - til at love bindende CO2-nedskæringer fra 2013. - Der er stadig nogle lande, som er nølende og tøvende. Men vi vil bruge alle vore kræfter fra dansk side på at sikre, at vi får en god og ambitiøs klimaaftale forhandlet på plads. Det er en stor politisk opgave, men det er også en opgave for hele Danmark - for danske virksomheder, danske ngo’er og hele det danske samfund. Det bliver et unikt udstillingsvindue, at vi får hele verden på besøg, sagde hun. USA med? FN-mødet i København holdes i december 2009, dvs. efter præsidentvalget i USA. Tidspunktet vurderes at få stor betydning, da valget i USA under alle omstændigheder betyder, at præsident George W. Bush forlader Det Hvide Hus. Det vil styrke muligheden for at få USA med om bord i en aftale. Danmark vil have CO2-udslippet fra fly og skibe med i den næste globale aftale. I Kyoto-protokollen er de undtaget. Desuden er det på tide at give handelssystemet for CO2-kvoter et kritisk eftersyn, siger miljøministeren. Værtskabet for topmødet affødte onsdagen igennem positive reaktioner fra næsten alle sider - dog ledsaget af en del opfordringer til, at regeringen lader handling følge på ord og gør noget aktivt for at nedbringe Danmarks eget CO2-udslip. Danmark har sammen Tyskland påtaget sig EU’s skrappeste CO2-reduktioner./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...