Håndbold

København-træner får karantæne for ulovligt timeout-trick

Claus Mogensen er blevet idømt to spilledages karantæne for at have udnyttet ny timeoutregel.

København Håndbolds træner, Claus Mogensen, har udvist "særlig upassende usportslig adfærd", lyder det i kendelsen fra Disciplinærinstansen under Dansk Håndbold Forbund. (arkiv)

København Håndbolds træner, Claus Mogensen, har udvist "særlig upassende usportslig adfærd", lyder det i kendelsen fra Disciplinærinstansen under Dansk Håndbold Forbund. (arkiv)

KØBENHAVN:København Håndbold må undvære cheftræner Claus Mogensen i to kampe, efter at træneren er blevet idømt karantæne for ulovlig brug af timeoutknappen.

Mogensen udnyttede en ændring i timeoutreglen i ligakampen mod Nykøbing Falster i første spillerunde sidste fredag.

Før denne sæson har man indført en elektronisk timeoutknap, som afløser det gamle timeoutkort. Derover har alle holdenes registrerede officials ret til at trykke på knappen.

Da København Håndbold i slutsekunderne var bagud med 26-27 på Falster, trykkede holdets fysioterapeut på knappen, selv om Nykøbing havde bolden, og københavnerne i øvrigt havde brugt sine tre tilladte timeouter.

Ifølge reglerne medfører en fejlagtig timeout i de sidste 30 sekunder straffekast til modstanderen og bortvisning af den person, der trykkede på knappen.

Claus Mogensen erkendte efterfølgende overfor TV2 Sport, at han dermed udnyttede et hul i reglerne.

- Vi så det som den eneste udvej for at få fat i bolden, siger Claus Mogensen, der satsede på, at hjemmeholdet brændte straffekastet, så hans spillere ville få en chance for at udligne, inden tiden løb ud.

I kendelsen skriver Disciplinærinstansen under Dansk Håndbold Forbund (DHF), at Mogensen ifølge udtalelser fra dommere og observatører instruerede fysioterapeuten i at udløse knappen.

Dermed udviste Mogensen "særlig upassende usportslig adfærd", lyder det i afgørelsen fra Disciplinærinstansen, som lægger vægt på, at der var tale om en bevidst handling.

Forsøget mislykkedes dog, da Nykøbing udnyttede straffekastet og endte med at vinde 28-26.

Foruden karantænen til Mogensen omfatter straffen også en bøde på 3000 kroner til København Håndbold, som desuden skal betale et retsgebyr på 2132 kroner.

København Håndbold skriver i en pressemeddelelse, at man vil se på mulighederne for at anke dommen.

- Vi har modtaget dommen, som vi ikke overraskende er stærkt uenige i, og vi ser på mulighederne for at anke til DIF's (Danmarks Idrætsforbund) appelinstans.

- Vi har en frygt for, hvad denne afgørelse i fremtiden kan komme til at danne præcedens for, siger administrerende direktør i klubben Janni Møller Thomsen.

Klubben har tidligere gjort DHF opmærksom på, at det nye regelsæt var problematisk.

- Med denne afgørelse er der nu også sat en pris og konsekvens på, hvad det koster at benytte regelsættet. Men desværre er der ikke taget hånd om at få det ændret, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst