Københavner-lys i Jernbanegade

Brovst 1. april 2005 06:00

BROVST: Hvis du kigger op i de nye lysmaster i Jernbanegade i Brovst midtby, kan du se, at de halvkugleformede gadelamper har installeret spejle, som forstærker lysets styrke. En mekanik , der går under navnet københavneramatur. - Københavneramaturet består af spejle, der øger lysstyrken fra pæren, så masterne kan lyse hele gaden op, selvom der ikke står en lampe på den anden side af vejen. Det siger Phillip Vestergaard fra Nordjyllands Amt, som har arbejdet med at få lysmasternes design og installation i Jernbanegade. Gadelamperne har et aluminiumslook og står med 30-40 meters afstand i hovedgaden i Brovst midtby. Med disse nye lamper undgår Brovst ifølge Phillip Vestergaard mørke pletter på vejen om natten. - Tidligere slukkede 2-3 lamper om aftenen. Men med de nye lysmaster kan strømstyrken - og dermed lysstyrken - skrues op og ned, siger Phillip Vestergaard. Det betyder, at vejen fremover kan lyses op med alle gadens lamper uden at bruge mere strøm end tidligere. - Lysmasterne kaldes Mile Wide master og er eftergivelige ved påkørsler. Det betyder, at gadelampen vil bøje, hvis en bil kører ind i den, fortæller han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...