Københavnere og økologi

NORDJYLLAND:Der er tryk på i supermarkederne i de nordjyske feriebyer. Sommer og sol betyder nemlig, at kunderne flytter fra storbyerne og ud til de danske strande. - Vi har mange forretninger i Storkøbenhavn, hvor omsætningen falder, fordi befolkningen tager ud til turistområderne for eksempel til Nordjylland. Men det ved vores butikschefer godt, så det tager de højde for, fortæller Nettos direktør i Danmark, Morten Kaas. Et af de steder, hvor man for alvor kan mærke sommergæsternes indtog, er hos Netto i Skagen. - Vi har et fast team, som tager til Skagen for at hjælpe til i sommerperioden, hvor forretningen næsten fordobler sin omsætning, fortæller Morten Kaas. Den tendens kan de ikke overraskende nikke genkendende til hos Coop Danmark. - Der flytter ganske meget omsætning fra vores butikker i storbyerne, specielt København, til vores butikker i strand- og sommerhusområder, siger informationschef hos Coop Danmark, Jens Juul Nielsen. Med nye kunder følger nye varer. Men det er ikke kun sodavand, koldskål og myggespray butikscheferne skal købe ind i sommermånederne. - I Skagen sælger vi mange flere økologiske varer om sommeren. Det skyldes, at en del af kunderne kommer fra København, hvor økologi er en større trend, vurderer Morten Kaas. Coop Danmark følger trop. - Vores butikker i feriebyerne sælger ikke kun langt flere varer, end de gør resten af året, de sælger også nogle andre varer. Det er dels mange flere sommervarer som grillkul og sololie, dels mere livsstilsprægede varer som økologi, bedre vine og Premium oksekød, fortæller Jens Juul Nielsen. Vejrudsigten et vigtigt redskab Hos Coop Danmark er det dog hverken københavnernes udvandring til feriebyerne eller den stigende efterspørgsel på sololie og økologi, der giver de største logistiske udfordringer. - De ændringer kender vi fra år til år. Men vejret kender vi ikke på forhånd. Vejret er afgørende for omsætningen i sommerbutikkerne. Så snart solen skinner, stiger omsætningen eksplosivt, for så er der ingen, der har lyst til køre væk fra sommerområder, forklarer Jens Juul Nielsen. Han fortæller, at regnvejr derimod giver travlhed i storbyens butikker. - Så vejrudsigten er et vigtigt redskab, når vores butikker bestiller varer hjem i sommertiden, siger Jens Juul Nielsen.