Danmark

Københavnerne går mere rundt i byen

Københavnerne går mere til fods og opholder sig mere i deres by end året før, viser nye tal fra hovedstaden.

Københavnerne går mere rundt i byen

Københavnerne går mere rundt til fods og opholder sig mere ude i byen, viser en ny opgørelse over københavnernes færden.

I 2011 gik hver af hovedstadens indbyggere i gennemsnit lige knap 15 minutter om dagen mod knap 10 minutter året før. Det viser Københavns Kommunes Bylivsregnskab, der blandt andet bygger på spørgeskemaer og tælling af fodgængere.

- Det er dejligt, at københavnerne har lyst til at gå mere. Det viser, at det har en effekt, når vi skaber bedre forhold for fodgængerne, siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) i en kommentar til tallene.

Kommunen har søgt at bedre forholdene via en særlig fodgængerstrategi.

- Mennesker på gader, stræder og i parker skaber en livlig og tryg by, siger borgmesteren.

Blandt forbedringerne for fodgængere er nye broer over havneområdet, færre parkerede biler langs kanaler og en større omlægning af Nørrebrogade til gavn for gående og cyklende.

Sidste år opholdt københavnerne sig i 1 time og 43 minutter om ugen på torve, pladser og strøg - eller et kvarter mere end året før. Samtidig er der blevet flere arrangementer, ikke mindst i byens ydre bydele.

Fremgangen for udelivet sker, selv om dele af byen ligger i byggerod.

- Der er ingen tvivl om, at mange københavneres tålmodighed bliver sat på en prøve i øjeblikket med byggepladser over hele byen, siger Ayfer Baykal.

Når københavnerne trods alt bruger byen mere allerede nu, tegner det ifølge borgmesteren godt for bylivet, når de mange nye områder står færdige.

Blandt byens gader er Frederiksborggade mellem Kultorvet og Nørre Voldgade øverst på listen over flest fodgængere i byen.

Fremover vil Cirkelbroen og de nye broer over inderhavnen gøre det muligt at gå hele vejen rundt om Københavns inderhavn. Samtidig vil man hurtigt kunne komme fra den indre by og Kongens Nytorv til Christianshavn.

/ritzau/