EMNER

Københavnerne gør sig klar

Forsvarets Bygningstjeneste skal flytte til Hjørring

HJØRRING:Den hede debat og de politiske stridigheder efter det nyeste forsvarsforlig, er nu så småt ved at lægge sig. Nu er arbejdet så startet med at få forliget udlevet i virkeligheden, medarbejdere skal flytte og logistikken skal på plads. Hos Forsvarets Bygningstjeneste på Frederiksholms Kanal i København er man således netop nu ved at tage hul på forligets største udfordring set fra deres side. Senest i 2006 Forsvarets Bygningstjeneste skal være flyttet til Hjørring senest i 2006, og måske vil halvdelen af de københavnske medarbejdere flytte med til Hjørring. - Lige nu er folk jo præget af beslutningen, så det er svært at sige, hvor mange der kommer med i den sidste ende. Men efterhånden, som vi nærmer os en flytning, så vil antallet stige og jeg håber vi når op på 50 procent af medarbejderne - det er i hvert fald mit mål, fortæller direktøren for Bygningstjenesten, Bent Frank, der allerede nu har indledt arbejdet med at få overtalt så mange medarbejdere som muligt. - Vi har brug for folk, der har kompetencen og med vores mange opgaver in mente, så er det vigtigt, at vi fastholder den kompetence, tilføjer direktøren. Orienteringstur Forsvarets bygningstjeneste arbejder blandt andet sammen med Hjørring Kommune for at informere de berørte medarbejdere bedst muligt. For eksempel har man lavet en orienteringstur til Hjørring og man har planer om en mere for at forberede medarbejderne så godt man kan. Men det er også nødvendigt. - Der er mange ting, der binder folk til hovedstaden, når man først er kommet her til. Så det bliver en svær proces, men vi er godt i gang, siger Bent Frank, der lige nu holder en velfortjent ferie fra flytteforberedelserne.