Københavns Lufthavn mister 95 procent af passagererne i februar

Antallet af passagerer i Københavns Lufthavn i februar svarer til antallet på en travl dag i sommerferien.

Københavns Lufthavn havde i februar 106.000 passagerer gennem terminalerne. Det er et fald på 95 procent sammenlignet med februar 2020. (Arkivfoto)

Københavns Lufthavn havde i februar 106.000 passagerer gennem terminalerne. Det er et fald på 95 procent sammenlignet med februar 2020. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:106.000 passagerer gennem Københavns Lufthavn.

Det er et antal, der normalt kan gå igennem lufthavnen på en travl dag i sommerferien, men i februar var det antallet på en hel måned.

Det er et fald på 95 procent sammenlignet med februar sidste år. Det viser lufthavnens passagertal for februar.

I øjeblikket fraråder de danske myndigheder alle rejser ud af Danmark, og der er desuden krav om isolation ved ankomst til Danmark.

I februar var der kun ganske få ruter ud af Danmark, og den største rute fra lufthavnen har været mellem København og Aalborg efterfulgt af flyvninger mellem København og Rønne.

- Verden er reelt lukket helt ned, og det er i dag kun de allermest nødvendige familie- og erhvervsrejser, der gennemføres, siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard.

- For et år siden var der omkring 675 flyvninger dagligt i februar, mens vi i år havde omkring 100 afgange og ankomster – og det med fly, hvor to tredjedele af sæderne var tomme, siger han i en skriftlig kommentar.

Det store fald i antallet af passagerer gør sig også gældende i de øvrige danske lufthavne.

I Billund Lufthavn var der bare 8794 passagerer i februar, hvilket er et fald på 96 procent over det seneste år.

I Aalborg var der 15.244 passagerer i februar. Det er et fald på 85 procent.

Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavn siger, at luftfartsbranchen var den første til at blive ramt af coronaudbruddet og formentlig er den sidste til at slippe fri.

Lufthavnen sætter dog sin lid til, at der kommer mere gang i rejseaktiviteten, i takt med at vaccinerne bliver rullet ud.

- Vi forventer, at efterspørgslen på flyrejser først vil accelerere i takt med, at der bliver taget initiativer til genåbningen af Danmark og verden omkring os, siger Peter Krogsgaard.

Lufthavnen håber, at branchen vil få gavn af et kommende coronapas, der kan vise, om man er vaccineret eller for nylig har fået taget en coronatest med et negativt prøvesvar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.