EMNER

Købere til Karolinelund

Private investorer er klar til at forhandle endnu en gang om overtagelse af tivoliet

Byrådet i Aalborg er ikke tvunget til at putte flere penge i Tivoli Karolinelund for at redde byparken fra en lukning. Private investorer viser nemlig interesse for at tage over. - Vi er villige til at forhandle om en overtagelse. Vi har flere gode ideer til driften af tivoliet og er sikre på, at vi kan få det til at hænge sammen uden tilskud fra offentlige midler, siger Kim Nielsen. Sammen med broderen, Bill Nielsen, og en tredje partner - som ikke ønsker at stå frem - er Kim Nielsen endog meget interesserede i at føre Karolinelund videre med tivoli og som underholdningspark med særligt familier med mindre børn som målgruppen. Bød 10 mio. kr. Faktisk forhandlede trekløveret også med Torben træsko Pedersen om et køb af Karolinelund i efteråret 2006, men han valgte at sælge til Aalborg Kommune for otte mio. kr. - Vi bød 10 mio. kr. Halvdelen skulle betales med det samme, og de resterende fem mio. kr. skulle betales i løbet af den første sæson. Vi forhandlede fra oktober til december, men vores bank sprang pludselig, da vi var meget tæt på målet, siger Kim Nielsen. De efterfølgende mange uforudsete udgifter til kloakker, el og vandledninger i Karolinelund kommer ikke bag på ham. - Vores første bud var 16 mio. kr., men efter at have gennemgået regnskab, papirer og set forlystelserne efter i sømmene, gik vi ned på de 10 mio. kr. Desuden havde vi ikke kastet os ud i at bruge millioner af kroner på at skifte belægning to gange, fordi den første belægning med stenmel ikke duede, siger Kim Nielsen. Sæsonen skal forlænges Allerede under de første forhandlinger kom trekløveret med flere ideer til, hvordan driften af Karolinelund kunne forbedres. Kim Nielsen oplyser, at flere af ideerne har de nye ejere overtaget og ført ud i livet, mens ideen om at blotlægge åen endnu ikke er blevet til noget. - Vi ville tage et symbolsk beløb i entre mest for at kunne styre, hvem der kommer ind, og så give pensionister gratis adgang. De har jo mange børnebørn, siger Kim Nielsen. Sæsonen skulle forlænges med et julemarked, og Jumboland og andre mulige samarbejdspartnere var interesserede i at leje lokaler i byparken. Kim Nielsen ønsker ikke løfte sløret for flere ideer. men de omfatter også parkens forlystelser. - Der er jo slet ikke sket fornyelse på det punkt. Det er en skandale, at den seneste forlystelse er kålormen. Jeg frygter, det ender med, at de lukker forlystelserne, så Karolinelund bare bliver en almindelig park, siger Kim Nielsen. Arbejdede i tivoliet Sammen med sine to partnere kan han præsentere cirka 50 års erfaring med tivoli. Både Bill og Kim Nielsen har arbejdet i Karolinelund som børn og unge i en halv snes år. - Vi smurte karrusellerne om formiddagen og kørte med dem om eftermiddagen og aftenen. Når sæsonen var slut, tog vi til Italien og så på nye forlystelser og fik inspiration, husker Kim Nielsen.