Købmænd drukner i tomme og støvede flasker

AktivSuper på Hadsundvej i Aalborg havde et rigtig godt tilbud i den forgangne weekend. En hel kasse Sloths-øl for kun 54,95 kroner excl. pant, men det har mod sædvanen ligget lidt tungt med salget.

- Vi har slet ikke solgt så mange kasser som vi plejer, og det skyldes helt sikkert, at folk jo er nødt til at drikke øllerne og aflevere flaskerne inden på torsdag hvis de ikke vil miste penge på panten, siger indehaveren af AktivSuper Claus Nielsen. Årsagen til kundernes beherskede købelyst skal søges i det faktum, at flaskepanten fra på torsdag sættes betragteligt ned. Køber man en kasse øl i morgen ligger panten på 57,50 krone, men man får kun 42,50 krone tilbage, når man afleverer kassen på torsdag - et tab på 15 kroner. - Salget af øl i kasser har været begrænset. I stedet har folk købt pakker med seks øl, som jo hurtigere er til at udrydde, siger Claus Nielsen. Under normale omstændigheder er forretningens mængde af solgte flasker og flasker, som tages retur, nogenlunde ens, men i den forgangne uge har det været helt tosset. - Vi har taget i mod mere end dobbelt så mange returflasker som vi plejer, og også dobbelt så mange som vi har solgt. Og det er helt tydeligt, at pantnedsættelsen får folk til at grave i bund i deres gemmer. Vi får kasser retur, der ser ud som om de har stået et par år nederst i garagen eller kælderen, fortæller Claus Jensen. AktivSuper har fast søndagsåbent, og netop søndag var der særlig gang i de tomme flasker. - I søndags væltede det ind, men da havde folk jo også tid til at finde flaskerne frem, siger han. Det er bryggerierne og detailhandelen, der har bedt miljøministeren om at nedsætte panten. En nedsættelse af afgiften på øl- og sodavandsemballage har pr. 1. februar skabt risiko for, at det blev billigere for bryggerierne at købe nye flasker end at tilbagekøbe flaskerne fra forbrugerne. Dermed kunne det unikke danske retursystem komme i fare, og derfor bliver flaskepanten sat ned så det stadig er billigst at tilbagekøbe de brugte flasker. I dag returneres 98 procent af genbrugelige flasker, og sådan skulle det ifølge miljøminister Hans Chr. Schmidt gerne blive ved med at være selv om panten nu bliver sat ned. - Men jeg vil selvfølgelig følge udviklingen i returprocenten meget tæt i de kommende år og vil ikke udelukke ændringer af panten, hvis udviklingen går den gale vej, siger miljøministeren.