Købmand blev tilfældigt offer for psykisk sygs knivangreb

Retten i Aalborg har onsdag afsagt dom i en drabssag fra Suldrup i Nordjylland.

En 21-årig mand er blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling for drabet på en 55-årig købmand i Suldrup i Nordjylland.

Det er Retten i Aalborg onsdag formiddag kommet frem til, oplyser anklagemyndigheden på Twitter.

Offeret Finn Degn Ovesen blev helt umotiveret stukket flere gange med kniv, da manden den 21. oktober sidste år kom ind i en Spar-forretning og gik til angreb. To kunder overmandede herefter manden.

Under retssagen har den unge mand ifølge TV2 Nord nægtet, at han var sindssyg, selv om en mentalundersøgelse har vist det modsatte.

Dagen efter drabet blev manden varetægtsfængslet i surrogat på et psykiatrisk sygehus. Under grundlovsforhøret erkendte den sigtede de faktiske forhold, men han nægtede, at han forsøgte at slå købmanden ihjel, skrev Nordjyske.

Flere eksperter kritiserede ifølge DR Nord i foråret Psykiatrien i Region Nordjylland og opholdsstedet Gården for håndteringen af den 21-årige mand, der kun fem dage før drabet var blevet indlagt på psykiatrisk afdeling.

Her fandt man ikke anledning til at tvangsindlægge ham, og op til drabet befandt han sig heller ikke på opholdsstedet, som han forlod tre dage før overfaldet i købmandsbutikken.

DR Nord skriver, at manden i forbindelse med retssagen rettede kritik mod opholdsstedet Gården.

I hans øjne har Gården været med til at gøre ham "psykisk svag", fordi de ikke har givet ham den behandling, som han selv mener, han har haft brug for.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.