Detailhandel

Købmand: En sag for statsforvaltningen

bælum Købmand Sten Jensen vil fremover i lighed med flere kollegaer kræve kontant betaling af Rebild Kommune, hvis det aktuelle problem med manglende varesalg til institutioner ikke bliver løst tilfredsstillende. Foro: Grete Dahl

bælum Købmand Sten Jensen vil fremover i lighed med flere kollegaer kræve kontant betaling af Rebild Kommune, hvis det aktuelle problem med manglende varesalg til institutioner ikke bliver løst tilfredsstillende. Foro: Grete Dahl

REBILD:Købmand Sten Jensen i Bælum var den første til offentligt at protestere over Rebild Kommunes nye indkøbspolitik, der fremover forhindrer de mindre kommunale institutioner at handle dagligvarer lokalt. Af samme grund har han nu kontaktet Statsforvaltningen for Nordjylland, det tidligere Tilsynsråd. Formålet er at få afklaret, hvor vidt kommunens fremgangsmåde og indkøbspolitik i det hele taget er lovligt i henhold til EU"s regler for vareudbud. – Det tvivler jeg nemlig selv stærkt på. Med kommunens valg af Inco Danmark A/S og Det Økologiske Grønne Torv A/S som hovedleverandører fremover via Statens og Kommunernes Indkøbs Service SKI er jeg som lille købmand jo blevet totalt forhindret i at give mit bud på leverancer af dagligvarer til institutioner her i Bælum og omegn. SKI kræver nemlig som parameter at man som leverandør skal være landsdækkende, pointerer Sten Jensen. Håb om en dialog Uafhængigt af Statsforvaltningens konklusion på spørgsmålet håber Sten Jensen, at en eventuel kommende dialog mellem Rebild Kommunes ansvarlige politikere og de forretningsdrivende kan være med til at løse det aktuelle problem med mistet varesalg. – Men kan det ikke lade sig gøre, så vil jeg i lighed med mine købmandskollegaer i Ravnkilde, Haverslev og Nørager fremover kræve kontant betaling for varer solgt til kommunale institutioner og måske ophøre med visse vareture. I forvejen er den elektroniske fakturering til kommunen utroligt besværligt og bøvlet at arbejde med for os, forklarer Sten Jensen. Som eksempel påpeger han, at den lokale Bælum– Solbjerg Skole alene har fem forskellige varekonti som han som købmand skal forholde sig til ved fakturering af skolens varekøb.