Detailhandel

Købmand i Lørslev drejede nøglen om til butikken for sidste gang

LØRSLEV:Umiddelbar før pinsen lukkede købmandsparret Annette og Kurt Frederiksen for sidste gang døren til butikken på Ugiltvej, og der er ikke udsigt til, at byen igen får en købmand. - Jeg har godt nok set, at der allerede er lukket, og der er ingen, der har henvendt sig for at overtage butikken. Der er ikke noget i støbeskeen, siger købmand Niels Holt, Sindal, som ejer købmandsbutikken i Lørslev. For godt og vel en måneds tid siden meddelte Annette og Kurt Frederiksen, at de stopper med butikken inden udgangen af juni måned, men tidspunktet blev altså tidligere, idet varelageret op til pinsen var kørt så langt ned, at der ikke var grund til at fortsætte med at holde åbent. Svigtende opbakning fra lokalbefolkningen i Lørslev er årsag til, at købmandsparret valgte at lukke, idet omsætningen var faldet med omkring 50 procent siden starten. Som følge af lukningen tilbyder Sønderskov Landhandel fremover at køre en ugentlig varetur til Lørslev. Hvis blot kunder fra området bestiller varer senest tirsdag, så kan udbringningen ske torsdag eftermiddag. Landhandlen kører i forvejen en varetur til Astrup-området.