Købmand i mere end 40 år
LOKALT: Karlo Thomsen på 62 år har været selvstændig købmand i Bindslev i 33 år. Dertil er han er udlært i forretningen

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Købmanden i forretningen Min Købmand i Bindslev, Karlo Thomsen på 62 år, har været selvstændig købmand i Bindslev i 33 år.
Men han er også udlært i forretningen.
- Så jeg har været på pladsen i over 40 år, siger Karlo Thomsen, og fortæller:
- Det er en god forretning, vi har her i Bindslev. Vi bliver bakket fantastisk godt op af lokalbefolkningen, og i særdeles her i denne coronatid har vi en stor vækst. Det er som om, at folk bliver mere hjemme, og det gavner en nærbutik som min, siger Karlo.
Der er 12 på lønningslisten, og det er nødvendigt med den store åbningstid man har.
- Vi prøver at give en god service, og vi kører også ud med varer. Og hvis der er folk, der ikke vil ind i butikken på grund af corona finder vi varerne til dem og kommer ud i bilen med varerne. Så får vi dankortet med kode med ind i butikken. Så kan vi selv hæve pengene, og det kalder jeg lokalt tillid.
- Vi har et kæmpe sortiment med ferskt kød fra slagter Winther, vi har bake-off, og bager lidt brød hver dag, så kunderne kan få et varmt brød. Folk kan få ristede pølser og varme leverpostejer, tilføjer Karlo, og oplyser, at de via leverandør Dagrofa i Herning, der leverer til lave priser, sagtens kan konkurrere med discountbutikkerne.
- Men det er også nødvendigt, for selv om vi er en nærbutik her i Bindslev, så skal priserne være i orden.
Karlo Thomsen er også formand for Musikfestivallen i Bindslev - det vi også kalder Bindslev Hamonikatræf.
- Det er spændende, selvom jeg ikke har for meget tid til det, så tager jeg mig tid. Desværre måtte vi droppe musikugen her i 2020 grundet coronaen, men vi er i fuld gang med at planlægge 2021, og her kommer der countrymusik på én aften, og der kommer tre eftermiddage med harmonikamusik. Så er vi ved at lave en retro-aften med musik fra vores ungdom, siger Karlo:
- Her bliver der spillet Kim Larsen, og vi får sikkert Hardinger Band til at spille om lørdagen, så det tegner godt for musikfestivallen i Bindslev i 2021, og når jeg ved noget mere om programmet siger jeg til, siger Karlo Thomsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.