Tyverier

Købmand på tyve-jagt om natten

Fik sit cigaretskab tilbage, men bilen blev ødelagt

AGGERSUND:- Havde jeg bare fået fat i nakken på de par gutter, så havde de fået en på frakken. Jeg har godt med kilo at lægge i en god lussing. Købmanden i Aggersund, Jens Chr. Olsen, er ikke et sekund i tvivl om, at han gjorde det rigtige, da han natten til i går jagtede to tyve, der havde udsat den lille købmandsbutik for et frækt rambuktyveri. Efter en kort biljagt lykkedes det Jens Chr. Olsen at få det cigaretskab tilbage, som rambuktyvene havde stjålet. Tyvene selv slap væk. Ved halv fire-tiden bakkede en blå Peogeot Boxer gennem J C Markeds butiksvindue. De to tyve hoppede ud og rev forretningens cigaretskab løs. - Jeg var i butikken få sekunder efter. Tyvene havde kun lige nået at læsse skabet på bilen, så jeg valgte at forsøge at få dem stoppet. De skal ikke stikke af med mine smøger, siger købmanden, der i sin bil lagde sig lige bag tyvene. Ca. 100 meter fra forretningen tabte tyvene pludselig cigaretskabet ud af bilen. - Da jeg nåede frem til cigaretskabet, kørte jeg tættere på tyvenes bil for at få fat i bilnummeret. De bakkede imidlertid ind i min bil, men jeg fik såvel bilnummeret som cigaretskab, siger købmanden, der ikke på noget tidspunkt var bange under jagten. - Jeg ville gøre det igen, lød det i går fra Jens Chr. Olsen, mens han stod midt i oprydningen. Den blå Peugeot blev efter tyveriet fundet i Gøttrup. Den var stjålet i Fjerritslev. Politiet har kun et meget sparsom signalement af en af gerningsmændene: Han var cirka 170 centimeter høj, havde sort hår og bar mørkt tøj.