Købmanden i Horne overlever

Lokalt ægtepar overtager Hornes eneste købmand

Marie Bergmann
Det lokale æg­te­par Dalia og Micha­el Chri­sten­sen får ikke langt til ar­bej­de, når de over­ta­ger Hor­nes køb­mands­for­ret­ning lør­dag 1. de­cem­ber. foto: Kurt be­ring
Detailhandel 2. december 2007 05:00

HORNE: Borgerne i Horne kommer alligevel ikke til at skulle undvære en købmand i byen. Lørdag 1. december, hvor den tidligere ejer af butikken stopper, overtager et lokalt ægtepar Focuskøbmanden. Dalia og Michael Christensen er de nye ejere af forretningen. Og de får ikke langt til arbejde, for de bor ikke mere end 500 meter væk. For ægteparret føles det helt rigtigt, at de nu skal til at være forretningsdrivende. Lige siden det blev offentliggjort, at den tidligere ejer ville dreje nøglen om, har Dalia og Michael Christensen tænkt på, om de måske ikke skulle tage chancen. - Vi har længe talt om, at vi gerne ville have vores eget, og nu skulle det bare være. Jo mere, vi tænkte over det, jo mere fik vi lyst til at overtage købmandsforretningen, fortæller Michael Christensen. Det er Dalia Christensen, der hovedsageligt kommer til at køre forretningen, mens Michael Christensen fortsætter med sit aftenarbejde hos Kystlink i Hirtshals. Dalia Christensen har erfaring med at have privat forretning, da hun før har haft en golfforretning. Som det kommer Ægteparret har ingen betænkninger ved at overtage Hornes købmand. De tager det bare, som det kommer. - Der er selvfølgelig en del, vi skal sætte os ind i, og det har også været meget kort tid, vi har haft til at få det hele på plads, så det hele har været en smule stressende, fortæller Michael Christensen. Han forklarer, at det først var for tre uger siden, at de tog den endelige beslutning om at overtage forretningen. Fantastisk nyhed Nyheden om, at Hornes købmand fortsætter, varmer hos formanden for byens beboerforening, Kai Poulsen. - Det er en rigtig god nyhed, og det er skønt for Horne. Jeg glæder mig til at komme med nyheden til generalforsamlingen i beboerforeningen i aften, sagde han torsdag, da nyheden lige var kommet frem. Selvom han stadig synes, at det er ærgerligt, at Horne mister sit posthus, mener han, at det vigtigste er, at byen fortsat har en købmandsforretning. Dalia og Michael Christensen regner med, at de kan være klar til at genåbne købmanden allerede om en uges tid. De forklarer, at det med tiden godt kunne komme på tale, at forretningen skal restaureres. - Men nu tager vi lige en ting ad gangen, siger Michael Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...