Købmanden må lukke
Trods overskud på driften mister Poulstrup sin sidste dagligvareforretning, da banken stopper kassekredit

Købmandsbutikken i Poulstrup må lukke. Foto: Kurt Bering Kurt Bering
POULSTRUP:Købmandsbutikken i Poulstrup er på vej til at lukke, fordi butikkens bankforbindelse har fjernet kassekreditten.
Købmand Lya Kokholm vil ikke selv oplyse, hvad der er årsag, men fortæller at det er forhold udenfor butikken, der gør, at hun er nødt til at lukke.
- Jeg er meget ked af situationen, og jeg kan ikke rigtig sige mere om det nu, siger købmanden.
Lukningen sker nok ved udgangen af året, når varelageret er bragt ned. Lya Kokholm tilføjer at hun selv bringer varer ud.
Dagligvarebutikken i Hovedgaden blev genåbnet for to og et halvt år siden, da ejeren af bygningen Den Ny Butik ApS lavede en aftale med Lya Kokholm.
Den har bestyrelsen for udlejningsselskabet været glade for.
- Købmandsbutikken giver overskud. Derfor er det svært at forstå, at pengeinstituttet fuldstændig har sløjfet kassekreditten. Lya kan godt låne, men så skal hun stille sikkerhed for tre kroner, hver gang hun låner en krone. Det kan hun ikke gøre, siger bestyrelsesmedlem Hans Jørgen Jensen og fortsætter:
- Vi er virkelig kede af det. Lya har gjort det rigtig godt, og har knoklet for at få butikken op at køre.
Det er anden gang, inden for en kort årrække, at byen mister sin sidste dagligvareforretning.
Forud for at Lya Kokholm i juli 2010 forpagtede bygningen var forretningen lukket i to år.
Det var stor økonomisk opbakning fra mange borgere i Poulstrup og tilskud fra LAG puljen til en modernisering af butikken, der gjorde det muligt for Den Ny Butik ApS at finde en god købmand.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.