Brønderslev

Købmandsjul anno 1934

Praktikant fra Aalborg Universitet har indrettet ny, gammel købmandsforretning

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Elina Nielsen Laursen har indrettet købmandsforretningen på Vildmosemuseet.

BRØNDERSLEV:Hos Mosekøbmanden på Vildmosemuseet pyntes der i disse dage op til jul, så forretningen tager sig godt ud, når museet holder juleåbent i weekenden 10.-11. december.

Julen er en særlig tid, og derfor har købmanden også sørget for et bredt udvalg af varer, som hører sig til. Det dufter af ost, pølser og klipfisk. Bolsjekrukkerne er blevet fyldt op, appelsiner er hentet hjem, sukkerstokke, slikkepinde, lakridspastiller og rustne søm er sat frem. Kaffemøllen snurrer er klar til at forsyne kunderne med kaffen til julebordet. - Ønsker kunden at spæde kaffen op med Richs, kan vi naturligvis også klare det, fortæller praktikant i kulturarvsformidling på Aalborg Universitet, Elina Nielsen Laursen, der har arbejdet med at indrette forretningen som en del af sin praktik på Vildmosemuseet.

I købmandsforretningen kan publikum opleve den ægte købmandsstemning fra julen 1934, men i virkeligheden er butikken helt ny. Den gamle købmandsudstilling blev nedtaget først på efteråret og siden har praktikanten, museets frivillige og ansatte knoklet med at skabe rammerne for en helt ny fortælling om datidens købmandshandel. Inspirationen er hentet fra den forretning, der i 1934 blev oprettet ved siden af mejeriet i Luneborg. Det ses bl.a. på den facade, der nu er kommet op i røde mursten og med tidstypiske reklameskilte ved døren.

- Jeg vil allerede nu advare imod, at de højeste skal passe på hovedet. Vi har nemlig lagt knirkende bræddegulv og sænket loftet. Tilmed er der hængt en masse varer op i bjælkerne for at skabe den helt rigtige købmandsstemning fra mellemkrigsårene, siger museumsinspektør Jens-Christian Hansen fra Museerne i Brønderslev Kommune.

Hele Vildmosemuseets julearrangement er fornyet kraftigt i år. I den hyggelige gård sælges fugleneg og juletræer sponsoreret af Thorslund Juletræer. I udstillingerne i laden udstiller kunsthåndværkere og husflidsfolk fra bl.a. Jerslev Husflid. Her kan man købe den helt personlige julegave, en dekoration eller måske en honning til julens honningkager hos Biavlerforeningen Vendsyssel.

Der er julegaveløb med fine præmier for børn, der også kan lave gammeldags julepynt af piberensere, halmstrå og meget mere i den fine stue. Traditionen tro bager museets frivillige æbleskiver på det tørvefyrede brændekomfur, hvor der serveres gløgg eller kaffe til. Kaffen er naturligvis lavet efter gammeldags manér på den store Madam Blaa kaffekande.

I anledning af julen er entréen gratis.

- Så er der jo også bedre råd til et ekstra stort kræmmerhus bolsjer og en pose af købmandens udsøgte kaffe, slutter Jens-Christian Hansen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.