Slagterier

Kød til Japan og Australien

Eksport er godt i gang

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det går godt på slagteriet i Vrå, Danish Meat Company. arkivfoto: Hans Ravn

VRÅ:Slagteriet i Vrå, Danish Meat Company, er kommet ind på nogle nye udenlandske markeder. I august etablerede virksomheden sin egen salgs- og forsendelsesafdeling, og det har givet resultater. - Vi er kommet ind på nogle af de vigtige nøglemarkeder, der var målet. Det er Japan, Australien og USA, fortæller direktør Carsten E. Sørensen. Det betyder meget for slagteriet, som i høj grad satser på eksport. Faktisk går hele 95 pct. af salget til udlandet. Det kan synes langt at sende svinekød om på den anden side af jorden, men der er en grund til, at det kan svare sig: - Vi er et af de få slagterier i verden, hvor man slagter efter afhudningsmetoden. Det er en mere nænsom behandling af kødet som gør, at man får kød med en flottere farve, og det efterspørger de specielt i Japan og Australien, forklarer Carsten E. Sørensen. Til gengæld kommer der ikke flæskesteg ud af metoden - for det er huden, der giver de i Danmark så populære flæskesvær. Praktisk foregår eksporten ved at kødte fryses, bliver læsset i en container og sendt af sted med skib. - Kødet til Australien er undervejs i en måned, fortæller Carsten E. Sørensen. Slagteriet har fra starten satset på at bruge den specielle metode med henblik på at komme ind på udenlandske markeder. - Vi er en lille aktør på et stort marked. Hvis vi skal have en berettigelse, så er vi nødt til at gøre ting anderledes. Vores produkt henvender sig mest til eksportmarkedet, ikke fordi vi har valgt det danske marked fra, men i Danmark vil folk have deres flæskesteg, siger Carsten E. Sørensen. Det går også generelt godt på slagteriet, som kom på banen sidste år og har ansat en del af dem, der tidligere arbejdede på det nu lukkede Danish Crown i Hjørring. 100 af de i alt 145 ansatte kommer derfra. De ansatte tilbydes medarbejderaktier, og det giver en god effekt på arbejdsklimaet. - Det virker positivt forstået på den måde, at vi har udsolgt af medarbejderaktier. Vi har medarbejdere nu, som er på venteliste for at få aktier, og vi udvider derfor antallet af aktier indenfor kort tid. Der er meget stor opbakning blandt medarbejderne, siger Carsten E. Sørensen. Han begyndte selv som direktør på slagteriet i august i år, fordi daværende direktør Egon Oldenburg havde et ønske om at trappe lidt ned. - Jeg synes, vi har en god ånd og en god opbakning fra medarbejderne. Vi har haft et sygefravær på under tre procent i år, det viser noget om trivsel, siger Carsten E. Sørensen. Carsten E. Sørensen kommer fra en helt anden branche, men han ser mange ligheder blandt andet når det gælder kunder og produktion. Og så er han efter eget udsagn gået i mesterlære hos Egon Oldenburg, der i en årrække stod i spidsen for Danish Crown.