Kødbyen: Tre unge drabsmistænkte løslades

Politiet mener nu, at den eftersøgte Omer Muse er eneste gerningsmand til drabet på Jonas Thomsen Sekyere.

Kødbyen: Tre unge drabsmistænkte løslades

Københavns Politi har besluttet at løslade tre unge mænd, der har været anholdt i tre gange 24 timer siden et grundlovsforhør lørdag, fordi de var mistænkt for at have medvirket til drabet på den 21-årige jurastuderende Jonas Thomsen Sekyere i Kødbyen.

De tre unge på 20-22 år er blevet genafhørt grundigt.

Deres forklaringer sammenholdt med vidneforklaringer og videooptagelser fra natklubben "Bakken", hvor drabet fandt sted, har overbevist politiet om, at der ikke er grundlag for at forsøge at få dem varetægtsfængslet.

- Der foreligger på det nuværende grundlag ikke en begrundet mistanke om, at de er medvirkende til drabet, siger vicepolitiinspektør Jens Møller Jensen, der er leder af drabsafdelingen hos Københavns Politi.

Politiet mener, at der kun er én gerningsmand til drabet, nemlig den eftersøgte hovedmistænkte 27-årige Omer Muse.

- De tre unge mænd er stadig formelt sigtet for medvirken til drabet, men efterforskningen peger indtil videre på, at drabet er en meget uheldig og tragisk følge af en pludselig og kort konfrontation. Og vi mener, at der kun er en gerningsmand, siger Jens Møller Jensen.

Københavns Politi fortsætter eftersøgningen af Omer Muse, der tirsdag blev fængslet in absentia i Københavns Dommervagt sigtet for drabet på Jonas Thomsen Sekyere.

Det vil give politiet mulighed for at efterlyse ham internationalt.

- Dommeren har fundet, at der er begrundet mistanke mod ham, og har fængslet ham in absentia, siger Jens Møller Jensen.

Jonas Thomsen Sekyere blev stukket flere gange med kniv. Han døde af et knivstik i hjertet.

Politiet har i forbindelse med efterforskningen af drabet fundet tre knive på to forskellige adresser. Knivene er ved at blive undersøgt nærmere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.