Hobro

Kødvirksomhed fik hæderspris

Himmerlandskød blev hædret på Farsø Erhvervsråds generalforsamling

Erhvervsrådets formand Mogens Jensen (tv) overrakte prisen til Himmerlandskøds direktør og daglig leder Søren Andersen, mens medarbejder Claus Westergaard ser til. Privatfoto

Erhvervsrådets formand Mogens Jensen (tv) overrakte prisen til Himmerlandskøds direktør og daglig leder Søren Andersen, mens medarbejder Claus Westergaard ser til. Privatfoto

Et af højdepunkterne på generalforsamlingen i Farsø Erhvervsråd er overrækkelsen af rådets erhvervspris, og det var da også tilfældet på generalforsamlingen forleden på Hotel Farsø. Her viste det sig, at dette års prismodtager gik til en forholdsvis ny virksomhed, som ikke er så kendt i den brede offentlighed men som hurtigt har sat sit præg på Farsø: Himmerlandskød A/S. Den har i dag knap 40 medarbejdere og beskæftiger sig med opskæring og salg af kalve- og oksekød. Virksomheden har til huse i det tidligere mejeri Farsø, hvor man finder et af verdens mest avancerede produktionsanlæg i kødbranchen. Det specielle ved teknologien er, at den enkelte opskæring kan spores gennem hele produktionen og helt ud i køledisken. Hermed er der fuld sporbarhed fra landmand til forbruger. Ændrede begreber På selve generalforsamlingen blev der aflagt beretning af formanden for erhvervsrådet, sparekassedirektør Mogens Jensen, Farsø, der konstaterede, at krisen fortsat kradser - også i Vesthimmerland. - I mange år talte vi om beskæftigelsesprocent, men vi må nu erkende, at vi taler om arbejdsløshedsprocent. Jeg synes dog, at vi kan konstatere, at i vores områder, der er domineret af mange små og mellemstore virksomheder, er vi ikke påvirket så voldsomt af de dårlige konjunkturer, sagde Mogens Jensen og føjede til: - Men det går altså ikke så hurtigt, som det plejer, og der er selvfølgelig blevet mindre at lave for underleverandører m.fl. Og vi må også konstatere, at der har været forholdsvis få etableringer af nye virksomheder, sagde formanden. Politikommentar Han glædede sig samtidig over, at de lokale turistvirksomheder fortsat udvikler sig positivt og at der i 2009 ikke blev lukket større virksomheder i lokalområdet. Og ligesom Mogens Jensens formandskollega i Aars Erhvervsråd forleden på generalforsamlingen her beskæftigede sig med polidirektør Elsemette Cassøes planer om at samle Himmerlands-politiet i Hobro og lukke i Løgstør, gjorde Mogens Jensen det også på Farsø Erhvervsråds generalforsamling: - Bestyrelsen bakker ud fra en erhvervssynsvinkel op omkring vores politistation. Vi må kæmpe for de statsinstitutioner, vi har i Vesthimmerland og kan slet ikke se logikken i at samle styrken i det ene hjørne af området.