Køen gik helt i lagkage

Brændstof til både tanken og sidebenene

EMNER 28. oktober 2002 07:00

SINDAL: Underligt så mange bilister, som tilsyneladende havde konstateret nogenlunde samtidigt, at bilen var ved at være tørlagt. I hvert fald var der hektisk aktivitet på asfalten rundt omkring OK-anlægget ved Thorsvej lørdag formiddag, men en lille inspektion mellem kofangere, bilister og udstødningsgasser afslørede, at det ikke kun var benzinen, der havde fået folk ud i den firehjulede. Den søde tand kunne nemlig ikke siges at have været helt uden effekt, for de 100 første, der fyldte benzin på automobilet, blev bevæbnet med en kaloriebombe i form af en Othellolagkage. Et fremstød, som Brugsen og OK stod bag, mens idrætsforeningen SIF, som det drypper lidt på, når der tankes OK-benzin, også var til stede ved denne happening. En af de første biler i køen, der til tider bugtede sig et stykke ud på Hjørringvej, havde en trailer bag på bilen, men det var næppe til lagkagerne, for der vankede kun et styk pr. kunde. Rosa Fich var en af de 100 bilister, der fik fat i en lagkage. - Jeg kunne jo ligeså godt vente med at fylde benzin på bilen til i dag (lørdag, red.), lød det fra Rosa Fich, der skulle i byen senere på dagen, og der havde hun tænkt sig at medbringe kagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...