Børnepasning

Køen til en børnehaveplads er ens for alle

Børnehavepladsen er ikke i fare, fordi man vælger at lade sit barn blive passet i privat regi, mens de er helt små. Det fastslår Jens Christian Platen, pædagogisk konsulent hos Brønderslev Kommune. Det fremgik af en artikel, NORDJYSKE Stiftstidende bragte mandag, at et forældrepar har valgt at flytte deres barn over til en anden, kommunal dagplejer efter at deres hidtidige dagplejemor Berith Christensen er blevet privat. Forældrene havde forstået på kommunen, at de ville miste anciennitet med hensyn til at få en børnehaveplads, hvis de ikke blev inden for det kommunale system. Men sådan er reglerne ikke, forklarer Jens Christian Platen. - Hvis man står skrevet op til en børnehaveplads, så beholder man sin plads i køen uanset, om ens barn bliver passet hos en privat dagplejer eller i kommunalt regi. Jens Christian Platen ved ikke, hvordan misforståelsen er opstået, men han indskærper under alle omstændighed over for medarbejderne, at børnene er lige stillet uanset, hvor de bliver passet som små.