Køkken en regulær krudttønde

Eksplosionsoffer erkender fremstilling af stoffer på Fyrkildevej - benzinmættede dampe gjorde lejlighed usikker.

Det 29-årige eksplosionsoffer fra Aalborg Øst har nu lagt kortene på bordet over for Nordjyllands Politi i Aalborg og erkendt, at han var i gang med at fremstille ulovlige euforiserende stoffer i sin lejlighed, da der pludselig indtraf en voldsom eksplosion ved et gement uheld. Efterforskerne har således ventet en rum tid på at få den tilskadekomne og forbrændte mand til afhøring i Aalborg efter et længerevarende ophold på Rigshospitalet i København, hvor han bl.a. har fået hudtransplantations-operationer. Politiet manglede ganske enkelt hovedmandens egen forklaring på, hvad der rent faktisk gik galt om aftenen mandag 4. oktober i lejligheden på Fyrkildevej. Tørrede hamp med lighter Vicepolitikommissær Karsten H. Kristensen, der er leder af Specialpatruljen hos Nordjyllands Politi i Aalborg, siger til NORDJYSKE Medier, at manden er ankommet til Aalborg, og at politiet nu har afhørt vedkommende. - Manden har erkendt de faktiske forhold, og vi er blevet bekræftet i vores teori om den ulovlige fremstilling af euforiserende stoffer. Kort forklaret var den 29-årige mand i gang med at tørre hamp ved hjælp af lightergas. Hampen blev således opvarmet og smuldret og efterfølgende mikset i en beholder. Slutproduktet bliver en væskeagtig, euforiserende substans, som man kan ryge indsmurt på f.eks. en cigaret. Den primitive produktion af stoffet fandt sted i mandens køkken, hvor der samtidig var tændt for komfuret i forbindelse med madlavning. Blev alvorligt forbrændt På et tidspunkt var luften i køkkenet fyldt helt op med lightergas, og det er formentlig en gnist i den omtalte beholder - eller måske fra selve komfuret - der har antændt de benzinmættede dampe i det lille lokale med den kraftige eksplosion til følge. Køkkenet var på sin vis en regulær krudttønde. Den 29-årige mand blev selv alvorligt forbrændt flere steder i ansigtet og på kroppen og overført til Rigshospitalet for at blive behandlet for sine brandskader. Der skete også betydelige materielle skader på lejligheden. En trævæg ud mod haven skubbede sig f.eks. en halv meter på grund af den voldsomme trykbølge. Hash i lejlighed Politiet fandt i øvrigt 28 gram hash, da man ransagede lejligheden. Manden er nu sigtet for overtrædelse af beredskabsloven angående selve eksplosionen og for ulovlig besiddelse af hash. Skal ikke i grundlovsforhør Vicepolitikommissær Karsten H. Kristensen oplyser, at manden ikke bliver fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Ifølge NORDJYSKE’s oplysninger er den 29-årige tidligere straffet for bl.a. narkohandel.