Køkkenbordet fanger

Udvalgsformand indstillet på hurtig iværksættelse af forsøgsordning

HADSUND:Står det til den politisk ansvarlige for ældreområdet i Mariagerfjord Kommune, så kan Teglgaarden meget vel blive forretten, der henad vejen skal ledsages af både hovedret og dessert på kommunens øvrige plejecentre. Formanden for sundheds- og omsorgsudvalget, Poul Bergmann (S), hilser i hvert fald ”tilbuddet” fra plejecentret i Als om at agere prøvekanin på madområdet varmt velkommen. - Vi vil meget gerne have afprøvet muligheden. Og hvis de i Als tilbyder at være med, så er jeg meget positivt indstillet. Vi har ikke drøftet det i udvalget, men det er mit indtryk, at vi trækker på samme hammel, siger Poul Bergmann. I første omgang gælder det dog maden til de hjemmeboende ældre. Her lægger sammenlægningsudvalget på mandag an til en harmonisering af de eksisterende ordninger omkring fjorden. I første omgang køber man tid ved at forlænge ordningerne til næste sommer. Klækkelig besparelse - Indtil da skal vi arbejde hårdt på at få lavet en fælles politik på området. Hvis vi vælger kølemaden til de hjemmeboende, så ligger der en klækkelig besparelse og venter, siger Poul Bergmann. Kommer man så vidt, mener udvalgsformanden, at pengene skal blive på ældreområdet og gerne må gå til at føre tankerne bag leve-/bomiljøerne på plejecentrene helt ud i livet. - Jeg skal ikke lægge skjul på, at det var en stor skuffelse for mig, da vi indrettede plejehjemmene i Hadsund til leve-/bomiljøer, og det så viste sig, at vi ikke, som det var hensigten, kunne lave maden ude i de enkelte boenheder. Det vil vi gerne frem til nu. Det med at spise er ikke bare et spørgsmål om foder. Det er en social begivenhed og en af de vigtigste for beboerne på plejecentrene, som tit er meget gangbesværede og ikke kommer så meget ud, siger Poul Bergmann. Timingen kunne ikke være meget bedre, for kravene til køkkenhygiejnen er ved ministeriel indgriben slækket betydeligt i løbet af det sidste år. - Tidligere var der helt vanvittige krav, men nu har vi fået fødevareregionen til at gennemgå køkkenerne i Hadsund, og her er der kun småting, der skal ordnes, før vi kan gå i gang, siger Poul Bergmann. Andre plejecentre omkring fjorden er ikke helt så vidt, men er på vej, og udvalgsformanden er også indstillet på, at det gerne må koste penge. - Det må ikke blive alt for dyrt, men det praktiseres jo rundt omkring og med stor succes, for eksempel i Frederikshavn. Hvis vi kan få sat et forsøg i gang i Als, og gerne så hurtigt som muligt, får vi også noget mere konkret at forholde os til, siger Poul Bergmann.