EMNER

Køkkener under luppen

AALESTRUP:Frostmad eller frisk mad. Eller noget helt tredie. Aalestrup Kommunes socialudvalg vil have styr på, hvad de forskellige produktionsformer kan og ikke kan, når det gælder maden til kommunens ældre. - Det er ikke mindst blevet aktuelt i forbindelse med Frit Valgs ordningen, som også kommer til at gælde på madområdet, forklarer Søren P. Johansen (S), socialudvalgsformand i Aalestrup Kommune. Derfor er udvalget indstillet på at bruge 70.000 kroner på en køkkenanalyse, der skal give politikerne og administrationen et kvalificeret indblik i - ikke mindst - nye produktionsformer. Det er væsentligt, når politikerne senere skal beslutte, om den nuværende produktionsform skal lægges om. - Vi vil gerne kende fordele og ulemper ved frostmad eller andre madtyper, forklarer Søren P. Johansen. Det bliver konsulentfirmaet DH Consult, der skal stå for analysen, som ventes klar til efteråret.