Køkkenets gudinde handler hér

Tilbehør til Nigella Lawsons muffins kan købes hos Nygaards Kaffe

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Flagermusevinger, græskarhoveder og farvestrålende forme er tilbehør til hardcore muffins. Foto: Bent Jakobsen

Det er en lille butik, men ganske som i Harry Potter: når man kommer ind, udvider butikken med mange hundrede hyldekvadratmeter. Det er hér, køkkenets gudinde køber ind, når der skal bages muffins. Udtrykket "køkkenets gudinde" er tyvstjålet fra engelske Nigella Lawson, der for et par år siden udgav en kogebog med samme navn. Nigella er lige så skøn at skue som sine retter, kager, og konfekter – og lige så veloplagt i sine madprogrammer, der (heldigvis) altid ender med, at hun sniger sig op i nattøj og snupper den sidste rest af, hvad der nu er til overs i køleskabet. Ét af Nigellas specialer er muffins – i alle størrelser og farver, designs og med et indhold, der får livsnyderen til at trygle om én mere og kalorietællerne til at bryde grædende sammen. Hos Nygaards kaffe i Frederikshavn har Poul Erik Ledet netop sikret sig svaret på køkkenets gudindes vildeste drømme. Hér behøver ingen at bryde sammen over mangel på tilbehør til verdens smukkeste muffins. - Som specialbutik er det jo vores job at være leveringsdygtig i alt dét, du ikke kan få i et traditionelt supermarked. Derfor er vi jo hele tiden på udkig efter nye trends og endnu flere lækkerier til hylderne, siger Poul Erik Ledet, fra en butik, hvor hylderne bugner med specialvarer og lækkerierne truer med at trille ned. Han har netop fået øje på en række dekorerede muffinsforme i guld, sølv, med fodbolde, hjerter, spøgelser eller partyhatte på – alt sammen i de mest strålende farver, lige til at fylde med dej og smide i ovnen, så man kan præstere det flotteste kagebord til fødselsdagen, Halloween-partyet eller søndags-brunchen. - Der er faktisk ingen grænser for, hvad man kan få inden for netop den genre. Lige nu går vi ind i den periode, hvor det bliver koldt, mørkt og hyggeligt at bage – og julen banker på, med alle dens dufte, lækkerier og bagværk, og så er det klogt at være godt rustet. Og er der noget, kunderne ønsker, så er vi gode til at skaffe det hjem. Vi føler os meget heldige, når de kommer med nye forslag til spændende varer. Så længe vi vel at mærke har plads i forretningen, siger Poul Erik Ledet, der sammen med Vibeke Guldsmed-Thomsen styrer butikken. Muffinsforme er én ting – men for at det skal se ud, som om det kommer direkte fra konditorens hånd, er glasurfarver, guld- og sølvstøv samt sukkerfigurer en forudsætning for, at køkkenets gudinde kan være sikker på at bevare sin plads på toppen af kransekagen. Og dét kræver tryllestøv, skulle vi hilse at sige. Også det er Poul Erik Ledet leveringsdygtig i. - Hvis folk vil have en form til at bage Barbie-dukkens balkjole, finder vi nok også ud af det. Foreløbig har vi alle de nyeste og mest festlige muffinsforme, sukkerfigurer, farver og dekorationsmaterialer. Så er det blot op til kunderne at handle ind og tænde for ovnen. Vi er i hvert fald klar til sæsonen, siger Poul Erik Ledet. Og mon ikke tilbehøret kommer til at gå som varmt brød.