Køkkenkniv ramte tæt ved hjertet - to unge fængslet

Et skænderi udviklede sig søndag morgen farligt i Hørsholm, da en mand fik en kniv stukket i brystet.

Vold 10. september 2018 09:49

En 31-årig mand blev tidligt søndag morgen potentielt dødeligt kvæstet under en sammenkomst i en lejlighed i Hørsholm.

I lejligheden på Ådalsparkvej opstod der et skænderi mellem tre-fire personer, og det endte med, at den 31-årige fik en køkkenkniv i brystet.

Ifølge politiet ramte kniven tæt ved hjertet, og dermed står det klart, at manden efter alt at dømme er sluppet billigt.

Efter episoden blev en 22-årig mand fra Gentofte og en 25-årig kvinde fra Hørsholm anholdt, og senere søndag valgte en dommer at varetægtsfængsle de to unge frem til 1. oktober.

De to er sigtet for forsøg på manddrab, oplyser Nordsjællands Politi. Den 31-årige kan have været i livsfare og har siden knivstikkeriet været indlagt på hospitalet, lyder det mandag fra politiet.

Der er ikke yderligere oplysninger om, hvad skænderiet handlede om.

Da sagen fortsat er under efterforskning, ønsker Nordsjællands Politi ikke at komme med yderligere oplysninger eller kommentarer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...