Fødevarer

Køkkensituationen

I denne tid, hvor vi er mange, der er meget overraskede over de øgede omkostninger til etablering af nyt fælleskøkken, vil jeg gerne udtrykke min forståelse for personalet i fælleskøkkenet.

Helle Bak Andreasen. Arkivfoto.

Helle Bak Andreasen. Arkivfoto.

Jeg vil gerne præcisere, at det på ingen måde er et udtryk for, at vi har nogen som helst grund til at være utilfredse med de ansattes arbejdsindsats. Tværtimod er jeg ganske enig i, at vi har et meget trofast, dygtigt og loyalt personale, også i fælleskøkkenet. Derfor skal det på ingen måde ses som personlige angreb, at vi ønsker at få vores madproduktion sendt i udbud. Det skal igen slås fast, at et udbud netop ikke er lig med udlicitering. Vi er sat til at forvalte kommunens og dermed borgernes midler bedst muligt, og derfor bliver vi også nødt til at få undersøgt, hvor vi får lavet mad - bedst og billigst. Vi vil tage hensyn til både kommunekassen, men ikke mindst også vore ældres medborgeres økonomi. Processen omkring fælleskøkkenet har efter min bedste overbevisning været urimelig lang. Det er jo kommet som en stor overraskelse, at vi nu skulle bruge mere end otte mio. kr. ekstra til at etablere nyt fælleskøkken. Også en slags penge, som vi, efter min mening, måske godt kan bruge på eksempelvis skolerenoveringer. Bare at springe ud i det nu og med et fingerknips investere mere end otte mio. ekstra, end hvad budgettet sagde til renovering, ja ville det ikke være den letteste løsning. Vi er netop ikke sat til altid at vælge den letteste og måske i øjeblikket mest populistiske løsning. Nej, vi er netop sat til at finde den bedste løsning for vore medborgere – også økonomisk. Derfor mener jeg også, at det er utrolig vigtigt nu at få undersøgt, hvor mange af vore plejecentre, der ønsker at producere maden selv – helt eller delvist. Det er jo netop en mærkesag for Venstre, at der gives mulighed herfor. Vi er mange, der prøver at arbejde for at finde de løsninger, der er de mest holdbare og gerne skulle give mest tilfredshed både til hjemmeboende samt beboerne på vore plejecentre. Hvis det så måske ender med, at vort eget fælleskøkken kan producere maden bedst og billigst, vil det da glæde mig. Men lad os nu for vore medborgeres skyld få det afprøvet. Af Helle Bak Andreasen Kirkegade 32, Brovst,, medlem af Jammerbugt Kommunes socialudvalg (V)