Bangladesh

Køleanlæg fra Hirtshals til Bangladesh

Flere virksomheder ved Hirtshals Havn får ordrer fra kunder under fjerntliggende himmelstrøg.

En delegation fra Peninsula Group i Bangladesh forleden på besøg på havnen for at se på køleanlæg fra kølevirksomheden Kølemadsen. Baggrunden for besøget er, at Kølemadsen er ved at etablere et joint venture samarbejde med Peninsula Group om levering af et køleanlæg til en nybygning til rederiets flåde. Delegationen besigtigede blandt andet det anlæg, som Kølemadsen leverede for fire år siden til den nye fisketerminal på havnen. I dette køleanlæg er der stillet særligt høje krav til temperaturstyring og minimering af de udtørrende luftstrømme som følge af kølingen. Om besøget fra Bangladesh udtaler direktør Ivan Madsen, Kølemadsen: - Det er en spændende opgave, der ligger inden for det område, hvor vores kompetencer er rigtig stærke. At der er langt til Bangladesh, har ikke nogen større betydning, idet vi flere gange har arbejdet udenlands, blandt andet på Grønland, og der kan forholdene også give nogle særlige udfordringer – men det tager vi bare med. Kølemadsen har opdyrket det fjerne marked i et samarbejde med Hjørring Erhvervscenter, der har skabt mulighed for at opnå kontakter, som ellers ville ligge uden for virksomhedens muligheder. Hirtshals-virksomheder som MarineShaft og Wärtsila opererer allerede på det internationale marked. Og i begyndelsen af oktober 2009 underskrev Cosmos Trawl en aftale med Sea Resources Group, den største fiskeflåde i Chittagong, Bangladesh At det er muligt for endnu en Hirtshals-virksomhed at indgå kontrakter uden for det nære marked, kan tages som udtryk for, at servicesektoren i Hirtshals har både den nødvendige bredde i kompetencerne, og at virksomhedernes kvalifikationer ligger på et internationalt niveau.