Kølemad i snestormen

Ingen pensionister har måttet sulte på grund af vejret

Snestormen har ikke givet nogen problemer med at bespise de omkring 250 hjemmeboende pensionister, der modtager middagsretter fra Mariagerfjord Kommunes madordning. Maden leveres som køle-vakuum - eller kolde færdigretter, som de også kaldes - fra Mariager Diner Transportable. Seneste forsyning blev kørt ud til borgerne sidste torsdag, så de har mad til og med torsdag 7. januar, oplyser indehaver Tommy Skjødt. Mariager Diner Transportable leverer også varm mad til ældrecentrene i kommunen, og her har der været problemer med at komme frem gennem snemasserne til to ældrecentre i Hobro og et i Arden. - Hobro var jo helt lukket på et tidspunkt, så vi kunne ikke komme igennem. Men heldigvis sagde de på ældrecentrene, at de godt kunne klare opgaven selv, fortæller Tommy Skjødt. Leder af Plejehjemmet Solgaven i Hobro Anni Clausen fortæller, at beboerne ikke har lidt nogen nød, selv om man ikke kunne få mad fra Mariager tirsdag og onsdag. - Vi har en tidligere økonoma ansat, og vi har også køkkenassistenter, som kan stå for at lave maden. De kunne sagtens finde noget i fryseren. I dag skal beboerne have nybagt flute og forårsruller og til dessert frugtgrød, fortæller Anni Clausen. Nogle af de ansatte har været sneet inde på Solgaven, og alle har været fleksible og hjulpet til, hvor der var behov. Anni Clausen har givet en hånd med i køkkenet og har også barberet en beboer, selv om det ikke normalt hører til en leders forpligtelser. Snevejret er blevet "fejret" med nybagte boller og kakao med flødeskum, og beboerne har syntes det var hyggeligt, at der skete noget andet, end der plejer, fortæller Anni Clausen.