Skolevæsen

Kølig velkomst til skole-ide

Politiske modstandere ser hellere Hjørring Ny 10 flyttet tæt på EUC Nord.

Den socialdemokratiske borgmesterkandidat, Arne Boelts, ide om at bygge ny skole til kommunens 10. klasser sammen med en ny tribune på Hjørring Stadion får en kølig modtagelse fra politisk hold. Skoleleder Anni Stilling fra Hjørring Ny 10. hilser dog forslaget velkommen. - Vi er altid parat til at indgå i en dialog om nye lokaler til skolen. Vi vil gerne have en løsning på Hjørring Ny. 10. placering, siger Anni Stilling. Fra politisk hold er meldingerne mere kølige. Venstres Susanne Sander erkender, at der er behov for nytænkning om Hjørring Ny 10. - Om det lige netop er Arne Boelts forslag, vi skal bruge, ved jeg ikke. Der kunne være samdriftsfordele i at lægge 10. klasserne ved EUC Nord, siger Susanne Sander. Både Jens Broen (K) og Knud Størup (UP) nævner muligheden for at lægge Hjørring Ny 10. ved EUC Nord på Hestkærvej. SFs Jørgen Bing tvivler på, at ideen med et sammenbygget skole/stadionprojekt er ideel. - Jeg ved, at der er andre muligheder i spil for Hjørring Ny. 10. Jeg synes, at vil skal have alle muligheder på bordet, før vi tager stilling, siger Jørgen Bing. De Radikales Thomas Mark synes nu, at Arne Boelts ide er spændende. - Det er bestemt en mulighed. Vi skal under alle omstændigheder have gjort noget ved Hjørring ny 10., siger Thomas Mark. Susanne Sander (V) mener, at det vil kræve en større udredning, før man kan sige, hvor Hjørring Ny 10. skal placeres. Skolen er i dag er placeret i den tidligere VUC bygning ved postparkeringen i Dronningensgade, men forholdene er trange. Skolen er nemlig blevet en større succes end politikerne havde regnet med. Elevtallet er stigende. Skolen har lejekontrakt til august 2011.